tirsdag den 8. september 2009

FarOut - et par dage efter

Turen til Sverige blev en hård oplevelse, og jeg kan allerede fra starten afsløre, at vi udgik efter 28 timer.

Det var den mest mærkelige start jeg nogensinde har været med til. Ikke pga. disciplinen, men fordi vi kun var 5 hold til start, idet flere hold havde meldt afbud i løbet af fredagen. Det virkede helt forkert, at der kun stod 15 personer til briefingen, som i øvrigt var meget uformel og afslappet - men det var hele atmosfæren egentlig omkring løbet.

Men da første starten gik, så tænkte man ikke længere på antallet af hold. Første disciplin var et langt nat o, hvor vi måtte klippe posterne (26 stk.) i valgfri rækkefølge. Vi kom godt afsted og orienteringen gik fint. Tempoet var jævnt, men ike super højt. Taktikken var hellere lidt langsomt og sikkert end hurtigt og usikkert. Til trods for at vi kun var 5 hold i skoven, så mødte vi rent faktisk to af de andre hold derude.

Efter o-løb stod den på korthuske ned til en elv, hvor vi skulle ud på to forskellige øer og klipper en post. Vi valgte den sikre med noget længere rute ned til elven, og vi bøvlede lidt med at finde øerne. Men det lykkedes, hvorefter det gik tilbage til stævnecentrum.

Her skulle vi afsted på mtb-o, og det var på ingen måde nogen god oplevelse rent orienteringsmæssigt. Vi brugte rigtig lang tid på post 1, som lå godt gemt og ikke havde nogen reflekt på. Det vidste sig at post 1 kom til at kendetegne vores mtb-o meget godt. Jeg kom aldrig rigtig ind på kortet, og vi brugte rigtig lang tid på de første 4 poster. Det betød at vi gik glip af klatring på klipper ved post 10, da vi kom 10 minutter for sent til posten. Det lykkedes os at komme frem til post 12, som var kajak. Det var kl. 11 lørdag formiddag.

Kajakdelen var rigtig fed. Vi skulle ro i skærgården, hvilket var super lækkert. Der var en del vind, så vi fik også nogle gode bølger at lege i - rigtig fedt. Undervejs på kajaketapen skulle vi i land på forskellige øer og klippe poster. På den ene ø skulle vi klippe 6 poster, så det blev til et lille o-løb - rigtig fedt. Vi kom rigtig fint igennem kajaketapen og var ved rigtig godt mod. Etapen gik fra A til B, så da vi kom i land regnede vi med, at vi skulle løbe tilbage til cyklerne.

Det skulle vi også, men det vidste sig, at det var et rigtig langt o-løb med 20 poster, der skulle føre os tilbage. Vi kom i land kl. 17, så vi kunne se, at det nok begyndte at blive mørkt inden vi ville være fremme ved cyklerne, og vi fik oplyst, at der ikke var reflekser på o-posterne. Vi kom godt afsted og igen gik orienteringen rigtig godt, men tempoet var ikkke specielt højt. Der var ikke de store problemer med at finde posterne, men ved post 11 var det blevet så mørkt, at vi måtte have pandelamperne frem. Samtidig begyndte jeg at få problemer med min højre lille tå, som gjorde sindsyg ondt. På vej mod post 12 prøvede jeg at tape den ind, men jeg kunne ikke rigtig løbe på den. Så det gjorde kun ondt være og tempoet blev rigtig langsomt.

Pga. mørket tog det også længere tid at finde posterne, da vi faktisk skulle stå oven i dem for at se dem. Det gik langsomt fremad, men vi fandt alle poster og var fremme ved cyklerne kl. 02.00. Her fik vi at vide, at vi ikke længere kunne fortsætte på den oprindelige rute, men vi kunne nærmest selv vælge, hvad vi så ville. Enten kunne vi cykle til stævnecentrum eller ned til kajakkerne, hvor vi kunne ro kajak i mørke. Efter kajakdelen skulle vi så løbe igen.

Efter lidt råslagning bestemt vi os for at køre tilbage mod stævnecentrum, dels fordi vi var sindsyg langt efter nr 2, så alt konkurrenceelement var forsvundet. Samtidig var der ingen chance for at jeg ville kunne løbe efter kajakdelen pga. problemer med lilletåen. Det var ikke nogen fed beslutning at tage.

Vi havde egentlig besluttet at klippe de sidste 8 mtb-o poster på vej tilbage til stævnecentrum, men da Thomas var ved at falde i søvn på cyklen, valgte vi at køre direkte tilbage til stævnecentrum, hvor vi ankom kl 03.00 lørdag nat efter 29 timer. Jeg kan afsløre, at vi faldt hurtigt i søvn, da vi ramte liggeunderlaget.

/Martin