mandag den 12. oktober 2009

En varm efterårstræning i Sydspanien.

Uret viser 06.30, da alarmen på mobiltelefon bipper. Det er stadigvæk mørkt uden for, og jeg overvejer en ekstra gang, hvorfor jeg står så tidligt op i min ferie. Men får væltet mig ud af sengen uden og ud i køkkenet og spiser lidt morgenmad.

Kl. 0700 er jeg klar til afgang og går uden for. Det er dejligt lunt, ca. 15 grader, og månen lyser landskabet op, så det er ikke nødvendigt med en lygte.

Jeg finder cyklen frem. En gammel udtjent mtb med slør i baghjulet og uden nogen form for suspension, men den kører trods alt frem ad, når jeg træder i pedalerne. Påbegynder en cykeltur, som i måneskinnet bringer mig gennem mandel og olivenplantagerne og tættere på foden af det lille bjerg på 1053 meter, som det er målet at bestige for at se solopgangen. Tempoet er ikke imponerende, dels pga. cyklen noget tvivlsomme stand, et genstridigt gear og vejens dårlige kvalitet.

Efter 30 min. når jeg frem til foden af bjerget, hvor jeg parkerer cyklen og påbegynder opstigningen. Det er stadigvæk månen, der levere lyset, men jeg kan så småt se, at solen er begyndt at vågne langt mod øst. Turen op ad bjerget foregår ad en mindre sti. Forsøger at løbe det meste af vejen, men er par steder bliver nærmere speedtracking pga. stigningerne Solen begynder så småt at få mere og mere magt, så jeg sætter tempoet lidt op i håb om at nå toppen, inden solen kommer fri af horisonten.

Efter 45 min. når jeg toppen - netop som solen kommer fri af horisonten og stiger op over middelhavet. Det er en helt fantastisk udsigt, og jeg bliver siddende på toppen i 10 min. og nyder, hvordan solen stiller og roligt for magten over landskabet under mig. Og sender en lille morgenhilsen til gutterne hjemme i DK, som må nøjes med rusk og regn.

Turen hjem er en ren fornøjelse. 30 min. løb og 20 min. cykling bliver afsluttet med en tur i poolen, hvorefter jeg sætter mig til morgenbordet, som svigerfar pænt har dækket på terrassen.

Alt i alt en god efterårstræningen i det sydspanske landskab lidt uden for Allicante.

/Martin