lørdag den 12. december 2009

Hammel Cykelcross 2009

ÅH NEJ!!! For filen da - igen har man tilmeldt sig et løb - og så et cykelløb - og igen er der kun 10 minutter til at Kallestrup står og tripper nedenfor trappen og gerne vil afsted - og igen når man kun lige at sluge havregrynene. Det er koldt, det er trælst, der er rødvin i urinen og man har ikke engang noget at få sin kaffe - ja, der er sgu endda en smule frost på pandaens ruder... indvendigt!

4 timer senere ...

ÅH YES - Hold kæft hvor var det fedt! Vi kom afsted, vi fik pulsen op og der blev kørt om kap og mtb´en har sjældent været mere mudret og kæden jammet så meget på 45 minutter! Men Kanont, når man kommer afsted disse dage!
Cykelcross er jo en særlig niche indenfor cykling - og en sjov en af slagsen har vi nu erfaret - actionpacked, mudret og bare fuld gas. (Altså det man nu har i sig). Faktisk så sjovt, at vi blev og så A og B-rytterne (måske i håbet om lidt "action") Jovist - de kørte stærkt - men ikke bedre, end at vi med vores slots øl i hånden kunne rette på de hurtigste rytteres teknik... "Bare hold linien - ikke klikke den ene fod ud - vel!!!"
- Og så har jeg vist købt en brugt cyklecrosscykel! Yihaa!

torsdag den 10. december 2009

Lidt af en "koldstart" del 2

På utallige opfordringer(i hvert fald en fra Simon), kommer her et lille sammendrag fra resten af teknikkurset.

Dagene startede med en overdådig morgenmads buffet, med alt hvad hjertet(i denne søde juletid)begærer af norske specialiteter, jeg holdt mig dog fra sildene og rakfisken(rådden ørred), da vi lige efter endt morgenmåltid blev jaget op i træningstøjet og derefter ud på ski.

Så stod den ellers på Tekniktræning og fejlretning 2-3 af formiddagens timer.
Allerede efter formiddagens træningsøkt var jeg godt mør i arme ben og ryg, men ikke noget som en god "lunch"-buffet og en times morfar ikke kan råde bod på.

Om eftermiddagen blev det også til 2 timers runder i løjpen, som afsluttes med at der blev optaget lidt video... så var det ellers ned på hotellet (ca 2 km) som foregik i meget raskt tempo for lige at se hvem der nu var blevet bedst efter "alt" det teknik man nu havde lært. På turen til hotellet var der en halvstejl bakke med nogle skarpe sving og et "danskerhul!" jeg skal ikke her komme ind på hvorfor det hed sådan ;-)

Vel hjemme på hotellet var det med at komme ned og sikre sig en god plads i saunaen, hvor der blev fortalt røverhistorier fra de mange turløb som alle har deltaget i.
Så stod den ellers på video, hvor man kunne se sig selv og de andre i slow og få kommenteret og rettet de sidste småting.

Efter en god time i teorilokalet, var det så ned og forsyne sig igen, til det store norske julebord med alt hvad hjertet begærer af lækkerier, så blev der ellers givet frit og folk kunne nyde det antal øl man syntes man havde fortjent i løbet af dagen.

Sådan fik weekenden hurtigt ben at gå på, så før jeg vidste af det var det blevet søndag eftermiddag og jeg sad i et tog på vej til Oslo og færgen til Frederikshavn.

Jeg havde den obligatoriske kahyt for mig selv på færgen og gjorde flittigt brug af den da jeg sov 10 timer på turen hjem.... langrendsformen er ikke der hvor jeg gerne ville have den skulle være, men det kan vel nå at komme endnu...