TransAlp fra fuglens eget næb... Episode 1

Skodaen skyder sine 160 km/t på fartpiloten, Hamburg er for længst passeret, natten letter på en ringvej ved München. I kopholderen står en rygende kop mokka og mellem sæderne 1000g TV Mix – dvs. nu er der kun 300 tilbage. Jeg blunder lidt og betragter solopgangen i øst til højre… til højre… solen står op i øst… nord-syd-øst-vest… Torbjørn hvorfor kører vi mod nord? Det ved jeg ikke rigtigt – jeg har bare kørt ligeud som du sagde. Selvfølgelig behøver to orienteringsløbere ikke noget kort, endsige et kompas, for at finde til Mittenwald. For fanden, det er jo bare ned ad E45 til München og videre af A95 over i B2 og til venstre mod Mittenwald…
Vi får vendt kareten, holder ind og tanker og indrømmet – kigger lige lidt på et kort, før vi af mindre bag- og bjergveje, endelig finder Mittenwald, beliggende i en grøn dal med grå granitbjerge tårnene sig op på begge sider. Klokken er omkring syv, og vi vælger at smide os i græsset ved en parkeringsplads i udkanten af byen, for at sove et par timer til indskrivningen åbner kl. 10.
De to små lam ligger godt og blødt i græsset, men vækkes omkring kl. 12 af tunge regndråber… Vi beslutter os for at få formaliteterne på plads, så vi kan sove lidt videre i en ordentlig seng.
Forberedt på trafikkaos, endeløse køer og sprogbarrierer, går vi ind på turistinformationen, som i anledning af at TransAlp er kommet til byen er indrettet til Race Office. Til vores store overraskelse er de ingen kø og vi får hurtigt startnumrene udleveret. Selv ændringen af rytter 513A - Rode Fane Ärhus fra ”Bjarke Refslund” til ”Torbjorn Gasbjerg” foregår uden brok, let og elegant med en sprittusch. Videre til t-shirt-udlevering, roadbook-udlevering og hotelregistrering… Ups – hotelregistrering… En måned før løbsstart fik vi tilsendt hvert et login til en hjemmeside hvor navn og adresse på vores overnatningssteder skulle indtastes, for at bagagetransporten kan planlægges. Det er en del af konceptet at bagage fragtes af arrangørerne fra hotel til hotel, lige gyldigt hvor man bor. Fed service, men med garanti ikke nemt at koordinere…
Det forholder sig bare sådan at Bjarke aldrig fik skrevet hotellerne ind og jeg mangler at skrive to + der er et enkelt sted hvor vi slet ikke har noget hotel… ”Ahmm. We have additional hotels…” “Yeees – whiitsch ort?” “Ehm, Sarntal und Kaltern… the names and addresses are here…” Heldigvis havde jeg fået printet oplysningerne. Torbjørn: ”I have not filled in the form on the internet, but ehh…” You staii ze same plaze as him?”. “Yes.” ”Then it is OK.” Det var så det. Overraskende nemt - vi er klar til start.
Men hvad så med et sted at overnatte? Efter som turistkontoret er lige neden under, tager vi chancen og går derned. Pigen bag disken reagerer prompte på vores spørgsmål om ”cheap accomodation” – griber telefonen og veksler en kort samtale med nogen i den anden ende. ”It is just 200m up the street on the right. It says ”Haus Haller” on the door and it will be about 19 Euros. Breakfast is included”. Vi trasker op af gaden meget overraskede over effektiviteten ved et arrangement med over 1100 deltagere. På blot 15 min. fik vi klaret alt mht. indskrivning, inkl. at få ændret navn og tilføjet hoteller samt booket overnatning til første nat…
Herrn Haller – en sammensunket, gammel mand åbner døren i det fint ornamenterede og bemalede tyroler-byhus, efter hvad der synes en evighed, men han inviterer os glad indenfor, hvor Frau Haller vimser rundt med sengetøj, for hun havde jo hørt at vi var på vej… Hun er over-venlig og snakker tysk i en lind strøm. Den fra vores side lidt famlende samtale, præges dog ikke af den sædvanlige pinlighed som sprogbarrierer ofte resulterer i. Frau Haller er tydeligvis vant til udlændinge som ikke er helt flydende i lokalsprog… Vi får dog aftalt et tidspunkt for morgenmad, får anvist en parkeringsplads og endda bestilt et værelse til Lasse, Claus og Per Allan, som kommer lidt senere.

Vi er godt tilfredse med os selv, Frau Haller, udsigten til fed MTB i Alperne og livet i al almindelighed. Det eneste man næsten kan tillade sig at ønske sig mere, er en kop kaffe, så det går vi efter…

/Erik

Nogle træninger bedre end andre.

Er lige kommet hjem fra dagens træning, og det var bare en af de træninger, der gør at man får lyst til at træne endnu mere.

Skulle løbe 80 min. og havde valgt at udnytte o-klubbens torsdagstræning til formålet. Det var Erik Bobach, der stod for banelægningen, hvilket på forhånd betød garanti for en spændende bane, og han skuffede ikke. Rammen var Lysbro/Arnakke med udgangspunkt ved Silkeborg Bad, og det var super fedt at tonse rundt i skoven mellem de gamle bunkers med så meget historie. Og Erik sørgede for. at vi kom rundt i hele området på kryds og tværs, og han sendte os også en lille tur i Vesterskoven for at lave et par lange stræk, hvor man skulle overveje vejvalgte.

Derudover var skoven bare perfekt, lidt fugtig og mudret, lige som en o-løber kan li' det. Så det var bare en super fed tur i skoven. Glæder mig allerede til mtb turen i morgen.

Martin