mandag den 28. marts 2011

Test af MTB-O til Nordisk Challenge


Løbsledelsen i Nordisk Challenge havde bedt Martin Husted og jeg selv om at køre en tur på en af de lange Mtb stræk til Nordisk Challenge.
De regnede med at vi ville svare til et hold ca midt i feltet, båd fysisk og med hensyn til kortlæsning. Simon havde på forhånd gættet på at det ville tage omkring 4 timer.
Vi havde fået udleveret nogle kort, og mødtes glade søndag midt på formiddagen i en by nær løbscentrum. Herfra gik det på cyklen til Himmelbjergegnens natur og idrætsefterskole, hvor vi skulle starte. Den første halve snes poster bød på en del gengangere fra tidligere år, der var et par ”SOK klassikere” mellem postplaceringerne, og det bød på en del ture op og ned ad bakker. Herefter gik det over i et tvunget vejvalg med nogle fede mark og grusveje, til en fantastisk udsigt som blev nydt et minuts tid i det strålende solskin. 

Videre med lidt byorientering og ind til nogle poster ved noget vand, hvor jeg næsten vil garantere at selv dem med hjemmebanefordel ikke har været før, her var en del ”hike n bike” men man kunne faktisk cykle overraskende meget. Her fik man noget våde fusser, og jeg frygter at det stræk kan blive smertefuldt om en måned da brombærplanterne til den tid er endnu mere på dupperne.
Herefter gik den med nogle lidt længere stræk til noget ny og fed skov som jeg i hvert fald ikke har været i før. Før den sidste del, som blev åbnet med turens længste stræk, sundede vi os lige med bananer, boller med tun og mens vi ventede på den varme kakao blev der nørdet kort i forårssolen.

Så var det ellers op på jernhestene, til det lange stræk som startede med en grov stigning på en alt andet end jævn grusvej. De næste par poster lå med lidt afstand, hvorefter den sidste halve snes var delt op i 2 klynger hvor især den sidste klynge for alvor trækker tænder ud af i forvejen ømme stænger.
På vejen til ”skiftezonen” trillede vi med god fart og talte om at det da på trods af ondt i skankerne var en god måde at tilbringe en søndag på, og at det da egentligt er meget rart at vi ikke om en månedstid, udover dette skal udsættes for alverdens andre pinsler(som vi ikke kan løfte sløret for her… men glæd jer).
 
Tak til Simon for en god omgang træning, og god fornøjelse til jer som skal af sted den 29-30 april.