MTB race i sne - SÅ fedt

Så kom sneen, og skæbnen ville at det også var i dag jeg skulle deltage i 3. afdeling af  politiets mtb-vintercup. Så jeg vågnede med smil på læben, da kæresten kyssede mig farvel og sagde: "God tur i snevejret".

Glæden blev ikke mindre, da jeg fik tumlet mig ud af sengen og ved selvsyn kunne se at der lå 5-10 cm sne. Jeg elsker den første tur i ny sne.

Dagens afdeling blev afviklet af Silkeborg, så jeg skulle ikke køre så langt, og jeg vidste allerede, at løbet skulle afvikles i Hårup Sande. Et område der aldrig for alvor bliver mudret, så perfekte forhold til en dag med sne.

Normalt går starten kl. 11, men pga. vejret var flere af kollegaerne fra Fyn og Sjælland forsinket, så starten blev udskudt en ½ time. Det var fint med mig, da det betød, at jeg fik en halv times gratis ekstra træning i sporet inden start. Hårup Sande er et mega fedt område, og sneen var med at gøre det hele endnu smukkere.

Silkeborg havde lavet et rigtig lækkert spor på ca. 6 km, men masser af teknisk sving og passager. Som de fleste ved er Hårup Sande ret fladt, men ruten var krydret med to lange opkørsler på skrænterne bag golfbanen - desværre valgte man at sløjfe den ene opkørsel efter første omgang, idet man ikke kunne køre hele vejen op pga. vejret og nedkørslen var blevet lidt for vild. Men på resten af ruten var underlagt fantastisk vejret taget i betragtning.

Starten gik kl. 1130, og der gik ikke langt tid før jeg fandt min plads i det 65 mand store felt. Lå som nr. 3 de første tre runder, men må have slappet lidt for meget af på tredje omgang, for på en sløjfe på fjerde og sidste omgang kunne jeg pludselig se, at de var ved at komme op bagfra (kan også se på min omgangstider, at jeg faktisk kørte tredje omgang 40 sek. langsommere end 2. og 4. omgang, så der var noget om snakken).

Men jeg skiftede op på den store klinge og fik fart i  cyklen igen. Det skulle vise sig at være en god ide. På en lang stigning (500 meter og 40 højdemeter) kort før mål hentede jeg pludselig nr. 2. Lod ham trække op ad bakken, hvorefter jeg snuppede ham på nedkørslen og gav ham baghjul på de sidste 500 meter inden mål. Så kom i mål som nr. 2., men desværre med 5 min. op til min kollega Hans, der er ret suveræn i vores vintercup.

Det blev til 21,5 km på 1t 25/puls 175 og derudover 1t 5 min. opvarmning (16 km/puls 151) i snevejr i et de smukkeste områder ved Silkeborg. Så kan vist godt tillade mig at kalde det for en træning.

Lidt mere info om Asgers cykeltur

For at få lidt mere info om hvad det er i kan høre hvis i downloader podcasten fra racegear.
Asger er i Tanzania og skal hjem... han beslutter sig for at cykle med et meget begrenset budget og en xset cykel som han har købt på et marked, beslutter han sig for at realisere sit eventyr...
hør om hans oplevelser, fx hvordan man klarer sig igennem Egypten midt i en muhammed krise, og hvad man gør når man kan se man kommer alt alt for tidligt hjem...

En beretning fra onket rejsende Asger

Vores udsendte medarbejder som i øjeblikket befinder sig i junglen i Vietnam. Hvor han blandt andet bygger huse og lærer de lokale at svømme i sumpene?!?
Men Asger har også været på farten før hvor han cyklede hjem fra Afrika hvor han havde været nede og arbejde...
Hvis du har lyst til at høre om turen kan du gå ind og downloade en podcast via linket...
http://www.racegear.dk/shop/index.php/Nyhedsblog/racegear-podcast-med-asger-koppen-fra-afrika-til-ry-pa-cykel

En våd efterårstræning

I går mødtes Michael, Anton, Simon og jeg til en god omgang lørdagstræningen. Planen var at mødes ved o-klubben kl. 11, cykle i 2 timer, og herefter deltage i o-klubbens træningsløb i Nordskoven.

Michael kæmper sig gennem mudret.

Da vi mødtes, var vi alle sammen enige om, at det var rigtig godt at have en træningsaftale, når vejret var så dårligt - det gjorde det betydeligt nemmere at komme ud af døren. Men som sædvanligt, så blev det en rigtig fed tur i skoven og det våde vejr var ikke så slemt, da vi først var ude i det.
 

Michael skifter slange, mens vi 3 andre kommer med kloge tilråb

Det blev til 32 km mtb gennem Østerskoven, Sønderskoven og Sletten, men et par gode stigninger ude omkring åsen. Føret var vådt og enkelte vejvalg var knap så gode, men det var alt i alt en rigtig dejlig tur med en del højdemeter.
Eneste hindring undervejs  var en enkelt punktering, mens så vi fik trænet at skifte slange - eller det vil sige Michael fik trænet at skifte slange, mens 3 andre idioter kommenterede det på kryds og tværs - rigtigt godt teamwork.

Anton på vej ned fra Åsen.

 Efter cykeltur var vi forbi o-klubben og hente o-kort til dagens træningsløb, som var i Nordskoven. Og man skulle tro at banelæggeren havde et par adventureracere i tanken under banelægningen. Det var i hvert fald en bane uden alt for mange o-tekniske stræk, men til gengæld en del lange stræk, hvor vi rigtig kunne få lov til at mærke de mange højdemeter i Nordskoven.

Simon var hurtigste mand på o-løbet, og jeg kom ind kort efter Simon. Jeg var godt slidt og det kunne godt mærkes, at det var første løbetur siden WCC. Anton var kommet ind nogenlunde samme tid som Simon, men var sprunget over et par poster. Michael tror vi er kommet i mål, men vi ved det ikke med sikkerhed. Vi havde nemlig aftalt ikke at vente på hinanden pga. regnen og kulden, og han var ikke kommet ind, da Simon og jeg trillede hjemad - så vi håber, at han er kommet sikkert hjem.

Simon på vej ned fra Åsen.

Et kort stykke på grusvej i Sønderskoven efter Simons tvivlsomme vejvalg via skovens mest mudrede hestesti. Som Simon selv sagde midt på stien: "Det her er rigtig adventure"

Simon på vej ud af et fedt singletrack i Sønderskoven vest. Kort forude ventede en rigtig fedtet nedkørsel.

Asger I Vietnam - giver gas og vinder et bjerg-cross-duathlon!

Classic Poker Goes to Nam!

Så blev det endeligt tid til nye eventyr, jeg er i Vietnam for igennem

6 måneder at arbejde for WWF i Cat Tien Nationalpark, en regnskov

160km nord for Saigon. Så Marselisborg skov er for en tid skiftet ud

med lianer, aber og igler..

Efter igennem et par uger at have trænet i en luftfugtighed der nærmer

sig de 100%, skulle mit første rigtige løb hernede endelig

gennemføres. Løbet havde det noget tvivlsomme navn "Black Virgin

Mountain Race" og blev arrangeret af nogle fine franske adventure

gutter fra Saigon.

Jeg måtte tidligt op (kl.04) da løbet var på grænsen til Cambodia og

starten gik kl. 9 lørdag morgen. Godt spændt kom jeg endelig frem og

så til min overraskelse en fin lille 1000m skovklædt top ligge som

faldet fra himlen midt i et pandekage område.

Løbet bestod af først 25km MTB rundt om bjerget og dernæst løb til

toppen og ned igen af en anden rute. Jeg var ikke i storform, så var

derfor noget spændt på udfaldet, men planen var fuld gas på cyklen fra

start for så at have lidt tid at gå på senere.

Starten gik og jeg fløj af sted, tyk luftfugtighed og varme gjorde dog

hurtigt sit indhug i reserverne et leret underlag trak godt med tænder

ud. Jeg kom fint væk fra feltet og kørte som var det en enkeltstart i

mine gode gamle cykeldage. Totalt smadret kom jeg først ind fra

cyklingen og løb hurtigt ud på løberuten. Franskmændene råbte at jeg

ikke burde satse på at løbe, men pjat den skulle ha hele armen..

Hurtigt blev jeg klogere, i 300meters højde blev jeg pludselig super

dårlig, skulle kaste op, var svimmel og måtte sidde på en sten for at

fokusere. Energi-gel og vand og 2 min hvile så videre. Varmen var nu

ulidelig sikkert 35-40grader og det føltes som om toppen ingen ende

ville tage. Pludselig blev trin til sti og sti til klipper med

håndtag. Stejlt som bare pokker og lianer og træer til at hive sig op

med. Energien kom så småt igen og vandring/klatring var eneste

mulighed. Endelig efter hiv og slid kunne jeg som første løber

små-løbe på toppen (1000m) frem mod nedløbet. Fantastisk følelse

endelig at gi den gas nedad, men den glæde varede ikke længe. Hurtigt

blev lår forvandlet til ukontrollerbare betonklodser hvor kramperne lå

på lur for hvert trin, og de næste 40min var hårde som bare pokker. Få

gange har jeg prøvet at have så ondt i mine lår, men endelig kom jeg

ned på fladen under bjerget og kunne løbe/vralte i mål som vinder.

Helt smadret væltede jeg over målstregen i tiden 2t 45min mens de

forbavsede tilskuere troede at jeg var døden nær. Det tog 20minutter

før jeg kunne rejse mig fra asfalten og yderligere 25 min før

forhåndsfavoritten kom ind som nr.2..

Fedt løb men varmt og hårdt. Her en uge efter er mine ben igen ved at

være normale og klar på nye eventyr.

Mange hilsner til alle fra Vietnam

Asger

1000 højdemeter.

25 km og 1000 højdemeter. Afviklet på 3 omgange af lidt over 8 km. Det var konceptet bag dette nye mountainbikeløb, som blev afviklet for første gang lørdag d. 11. september. Gl. Rye MTB stod for løbet, og de havde fundet en rigtig hård rute til os.

Løbsområdet var det fantastisk område omkring Sletten, hvor vi fik lov til at kæmpe os op til Udsigten og Lille Knøsen.

Der stillede ca. 150 ryttere til start og Classic Poker var repræsenteret med 4 mand, Erik, Simon, Allan og mig (Martin). Der var ingen tvivl om, at Erik ville være hurtigste mand af os 4 og samtidig køre med om sejren. Men hvordan styrkeforholdet var mellem Simon, Allan og jeg var mere tvivlsomt, så da vi mødtes ved Simon en time før start, gik vi alle sammen straks i gang med at underspille vores form (hvilket er helt normal praksis, når vi skal ud og køre mod hinanden). Men Simon og Allan mente, at jeg var bedst kørende af os tre, så de rottede sig sammen og forsøgte at psyke mig lidt ved at kalde mig tyk....men hvad de ikke vidste var, at det kun gjorde mig mere opsat.

Der var fælles start kl. 11, men for første gang til et mtb løb oplevede jeg, at der var masser af plads i forreste start led. Folk havde rigtig travlt med at komme ned bagved, så måske de var lidt skræmte ved tanken om de 1000 højdemeter. Men Classic Poker lader sig ikke skræmme. Erik var selvfølgelig helt fremme ved de forreste, men Simon, Allan og jeg stod med blandt de første 20.

Da starten fik tog Erik teten og tonsede afsted...og det var de sidste jeg så til ham, inden vi mødtes igen ved mål. Jeg lagde mig på hjul af Simon, da havde trænet et par gange på ruten, så jeg regnede med at kunne hente lidt ved at følge hans spor. Vi kom godt med fra starten og kom ind som nogen af de første på single tracket, så der var god plads på sporet.

Jeg blev bag ved Simon de første par kilometer, men på toppen af en lille stigning trak jeg forbi ham og fik et lille hul på nedkørslen. Derefter handlede det bare om at holde ham bag mig, mens jeg forsøgte at hente ind på de foranliggende. Første omgang gik rigtig godt, og jeg fik hentet et par stykker foran mig, men det var en hård rute og der var ikke mange steder på ruten, hvor man kunne slappe lidt af. Enten gik det op eller ned, så det var så som så med rullestræk.

Da jeg gik ud på anden omgang, havde jeg rigtig gode ben, og jeg hentede stille og roligt ind på de foranliggende. Det lykkedes mig også at hente to yderligere to ryttere på anden omgang, men ved den sidste stigning på anden omgang kunne jeg mærke at krampen begyndte at lure. Så tredje omgang blev ren overlevelse for mig. Jeg lå konstant på grænsen til krampe, og det par gange satte krampen også ind i læggen, men heldigvis på nedkørsler, så jeg fik strukket ud, mens jeg kørte ned ad. Men tempoet kom lidt ned, og jeg blev hentet bag fra af et par stykker, så jeg begyndte at kigge lidt efter Simon - men han kom heldigvis ikke op.

Så jeg var godt tilfreds, da jeg krydsede målstrengen og vidste, at jeg havde slået Simon og Allan. Tiden blev 1t 51 min (17. plads), 2 min. hurtigere end Simon (21. plads) og 12 min. hurtigere end Allan (41. plads). Erik var suverænt hurtigste Classic Poker rytter i tiden 1t og 27 min, hvilket rakte til en samlet 2. plads, 5 min. efter vinderen.

Tak for en fed dag i skoven til arrangørerne. Og tak for kampen til gutterne. Det var sgu en hård omgang, men en gennemsnitspuls på 175.

Og tak til Simon for kolde øl og pølser efter løbet.

/Martin

Og så kommer der da lige et par til nu jeg er i gang

Billeder fra wcc

Så fandt jeg endelig en måde at få nogle billeder vristet fra mit kamera på her er nogle fra wcc...

WCC - West Coast Challange

I weekenden blev WCC afviklet i området omkring Blåvand. Vi stillede til start med to hold. Rikke og Erik kørte i mix, mens Allan, Ebbe og jeg kørte i herrerækken.

Resultatmæssigt gik det rigtig godt. Rikke og Erik blev nr. 2 i mix (5 min. efter nr. 1) og nr. 3 overall. Allan, Ebbe og jeg blev nr. 4 i herrerækken (1t og 26 min efter nr. 1) og nr. 6 overall.

West Coast Challenge burde i år at have heddet Wet Coast Challenge. Det sørgede dels vejrguderne og dels løbsarrangørerne for. Vejrguderne bidrog med et regnskyl af en anden verden lige op til start, hvor alle hold stod klar i midten af ingen ting uden beskyttelse mod vejret. Vi kørte cyklede sted ud mod start kl. 23.45 og kl. 23.45.30 var vi gennemblødte af regnen....så var linjen lagt. Men regnen blev krydret med postplaceringer i moser, grøfter, søer og vadehavet, så det betød ikke al verden at vi også blev våde oppe fra.

Starten gik kl. 24 i midten af øvelsesterrænnet ved Oksbøl, så foran os ventede et langt og hårdt race med i hvert fald 6 timers natorientering, regn og meget våde postplaceringer. Det blev for meget for nogle og i følge arrangørerne, så kastede det første hold håndklædet i ringen kl. 0031 pga. regnen.

WCC adskiller sig fra de andre danske løb ved at løbet køres efter free order, dvs. posterne klippes i valgfri rækkefølge, så det er op til det enkelte hold at ligge sin egen rute ud fra et masterkort. Derfor kørte holdene også i flere forskellige retninger da starten gik kl. 24.

Da starten gik satte Ebbe et hæsblæsende tempo, så vi kom hurtigt afsted ned mod vores første post, som var Blåvand fyr. Vi nåede posten, som nr. 2 efter DareDevils. Fra fyret havde vi besluttet at cykle på stranden videre til vores næste post, men vi tabte et par placeringer, idet Ebbe fik knas med forskifteren, så han ikke længere kunne bruge den store klinge foran. Sur røv, men oksen fra Holstebronx lader sig ikke slå ud af defekt, så vi oksede videre. Men et uheld kommer sjældent alene, så efter at have kæmpet os tilbage frem mod post 3, var jeg så heldig at punktere. Så det blev til et hurtigt slangeskift, men igen mistede vi et par placeringer.

De næste mange timer fik vi kæmpet os gennem mørket og fundet de forskellige poster. Undervejs måtte vi lige ordne endnu en punktering, så vi tog vores del af defekterne på denne tur.

Vi var i forvejen lidt nervøse over vores orienteringsmæssige evner, da nat-o i klitter og øvelsesterrænnet kræver at man holder tungen lige i munden. Det gik ganske fornuftigt, og vi lavede ingen kæmpe bom, men vi havde ingen fornemmelse af, hvor i feltet vi var placeret. Free order konceptet gjorde at man ingen chance havde for at gennemskue, hvor langt de andre hold var kommet på ruten. Derudover var der en valgfri bike n' run, hvor man havde mulighed for at optjene bonusminutter, så den vidste vi heller ikke om de andre hold havde taget.

Vi valgte at springe den over og gennem kræfterne til slutspurten. Det vidste sig at være en god ide for vores vedkommende. For da solen stod op havde vi overskud til at virkelig trække igennem på cyklen vores tempo røg gevaldigt i vejret. Og da vi kom ned på Skallingen, hvor 4 poster skulle klippes ude ved tidevandsrenderne, havde vi også gode ben og fik snuppet de 4 poster i en ganske fornuftigt tid. Det var ellers et sted, hvor mange hold var ved at være trætte og brugte mærkbart mere tid end os.

Vores sidste post var ude ved Langli midt i vadehavet. Det var en post, der spillede flere hold et puds, da man skulle tage højde for tidevandet. Vi fik hentet den i 5-10 cm vand, mens andre måtte kæmpe sig derud med vand op til knæene.

Vi kørte i mål efter 9 timer og 11 minutter. Til vores egen store overraskelse rakte det som nævnt til en 4. plads i herrerækken, så vi er meget tilfredse. Vi fik det optimale ud af vores orienteringsevner og dagsform.

WCC er bestemt et af de bedre danske løb, men det efterlader mig med nogle regelmæssige overvejelser. Mange kunne vælge at stille op som 2- eller 3 mands hold, men man konkurrerede mod hinanden på lige fod. Er det helt rimeligt? 3 mands hold har trods alt en mand mere til at trække og til at lede efter poster i mørket.

Det var også et par hold, der havde tilmeldt sig om to 2 mands hold, men valgte at køre hele løbet sammen som et 4 mands hold. Det var ikke forbudt i følge reglerne at de helt tilfældigt kørte lige hurtigt og tog de præcis samme vejvalg. Men er det rimeligt? Det giver trods alt en stor fordel i forhold til 2 mands holdene, idet man virkelig kan skiftes til at trække og sprede sig meget ud, når posterne lå godt gemt i klitterne eller sivene.

Om det havde indflydelse på resultatlisten....ja, det må være op til den enkelte at vurdere.

/Martin

Thy til lands, til vands og i luften 2010 – Kort Distance…

Thy til lands, til vands og i luften 2010 – Kort Distance…
Vi havde i år kun et hold med på den korte distance – da formen ikke var finpudset. Det skulle da heldigvis vise sig at den korte blev lang nok, og det blev til fine gensyn med noget af DK´s lækreste natur – og et af Danmarks flotteste stednavne – Lort Pøt!
Holdet bestod af Kallestrup, Allan Leed, Michael Filyo og undertegnede. Vi havde god tid fredag aften og havde skaffet indkvartering på en gård 5 km fra Snedsted – så det var ren luksus! Dejligt!

Starten gik for vores vedkommende kl. 7.oo. Et lille by mtbo, hvor den bare skulle have skrald før vi skulle på en lille mtb tur ud til stjerneløbet, som var placeret ved Førby Sø.
Starten gik og vi kom som de første ud til den første varslede flaskehals ved Varmeværket. Posten blev taget og så skulle der trædes hårdt videre. Krasj! Michaels kæde knækker ca. 2 min inde i løbet. Vi får den dog hurtigt fikset og klarer resten af løbet uden problemer. Og så går det videre mod stjernecentrum. Dejligt!

Ved stjernecentrum skal der sejles på surfbræt, padles kano, løbes bike´n run omkring søen og svømmes, samt klatres på tovbane. Det går rimeligt selvom vi aldrig rigtigt får flow i det og smider en del tid på nogle øvelser – og har en punktering på cykelturen ud til tovbanen… knap så dejligt!
Vi forlader stjernecentrum som nummer 7 ca. et kvarter efter første hold. Vi kører nu et par poster mod oløbet og får overhalet et enkelt hold. (De var punkteret). Knap så dejligt for dem... Men dejligt.

Næste opgave er et oløb på et dejligt okort med masser af klitter og bjergfyr! Vi har et enkelt lille bom, men ellers lykkedes oløbet rigtig godt og med bamsetricks af høj kvalitet får vi sat et par hold af. Dejligt!

Efter oløbet er vi nr. 3 ca. 6 min efter holdene foran. Nu ventede en længere tur, hvor vi bl.a. skulle vade en å og krydse Oves Sø med kano og cykler! Et rigtig godt moment! Der var hård blæst på Oves Sø, så den trak alligevel lidt tænder ud – særligt for Allan, som tog turen alene tilbage og blev fanget af vinden og måtte finde en ”nødhavn” flankeret af en svømmende Filyo som kom ham til undsætning! Efter kanoturen var Bukkehaves hold kommet op – så på trods af en krampe hos Allan efter at have siddet i bunden af kanoen blev der trukket i vinden, så vi fik lidt hul. Dejligt!

Lodbjerg fyr var målet. Fra toppen skulle vi med en magnet fiske et masterkort på en metalplade op. Det lykkedes i tredje forsøg og hvor vi igen spildte ligegyldig tid… Vi fik tegnet posterne ind og løb ud i det fantastisk smukke og barske klitterræn, som virkeligt sugede tænder ud! Dejligt!!!

Så skulle vi bare hjem – der var dog heldigvis stadig masser af smuk natur i sigte! Vi skulle selv tegne posterne ind på et GI-kort og på vandreturskort. Vi kunne dog desværre ikke finde det sidste vandreturskort. Så vi måtte klare de sidste poster på GI-kortet. Vi kørte i medvind ud i klitterne og personligt måtte jeg råbe et Yehaa – da der var medvind og fed natur og god mtb på en god fast lyngsti! Dejligt!

Posterne blev ædt og mål nærmede sig. Nu kom vi over på Gi-kortet. Og det gav problemer med de sidste 2 poster, hvor vi i hvert fald smider 20 min. Vi skal finde en sø – vi finder en sø med en ø, hvor jeg svømmer ud. Der er dog ingen post – vi leder langs bredden – ingen post – pis! ØV! Pludselig ser Allan en gul pind ude i en anden sø, hvor der godt nok ikke er noget vand… YES – dejligt! Videre!
Næste post går helt i kludder, da vi tager en forkert vej og leder efter en sø, der ikke er på GI-kortet. Vi er trætte og kan lige pludselig se, at vi har et mega-problem, da vi muligvis har tegnet posten forkert ind på GI-kortet. Heldigvis finder vi en stander med vandretursfoldere. Vi gætter på, hvor posten kan være – og finder den! Dejligt!
Så er det hjem til Snedsted. Her tester vi klatrevæggen fra klatreklubben – og det er sgu godt! Vi klatrer de 50 point. Og Løber en æresrunde med 6 poster, hvor vi lige bliver tvunget op over 4 træmure – tak for den!
Endelig i mål efter godt 11 timer! Dejligt!
Sidste disciplin er et ta-selv bord med tican-pølser, frikadeller, kartoffelsalat, salat, kyllingfilet, grillede pølser, pasta og lige til at slutte af på – isbåd og kage! Dejligt!
TAK til Flemming og alle Thyske hjælpere for et super løb der klappede og hvor vi fik masser af dejlig natur! Der er en grund til at folk bliver ved med at komme til Thy til vands, til lands og i luften! Dejligt!

Det viste sig at det mangelende vandreturskort var på bagsiden af GI-kortet - Dejligt!!!

VM-blog

Hej Team og andre AR-kammerater

Så er vi til VM i MTB-O i Portugal. Jeg skriver lidt på min blog - her er et link:
http://www.eriksk.dk/sport/

Mvh Erik

Vådt, men superfedt mini race i Ry

Tak til Simon og Torbjørn for en våd, men super fed tirsdag aften i søerne, moserne og skovene omkring Ry.

Konceptet var et bike n´ run pointløb, hvor holdene i løbet af 3 timer skulle samle flest mulige point. Hver hold havde en cykel til rådighed. Der var fra 1 til 3 point at hente pr. post alt efter beliggenhed. Evt. for sen målgang gave 2 strafpoint pr. minut, så de var vigtig at være tilbage inden de 3 timer var gået. Efter briefingen fik vi udleveret masterkort, roadbook og klippekort, hvorefter vi havde 10 min. til at planlægge en rute.

Da vi fik kortet i hånden var det tydeligt, at Simon var med inde over som banelægger. Der var rigtig mange poster, som lå enten ved en søbred, i en mose eller ude i en sø, og det var selvfølgelig de poster, som gav flest point.

Efter de 10 min. løb startskuddet til en lille prolog, som var en samarbejdsøvelse. Det var en vældig sjov øvelse, og vi kom derfra nogenlunde midt i feltet. Så handlede det ellers om at komme afsted ud og samle point og ellers være tilbage senest kl. 21.14, hvis vi ville undgå strafpoint.

4 ud af vores 5 første poster lå i vandet, og et enkelt sted måtte vi svømme ret langt i søen, så vi var gennemblødte fra 5 min. efter afslutningen af prologen, men vejret var super godt og vandet ikke specielt koldt, så det betød ingenting.

Vi havde ikke de store problemer med at finde posterne, så vores største problem at vi tabte vores tuschpen undervejs, så vi kunne ikke skrive kontrolbogstaverne ned på klippekortet. Vi havde nemlig givet vores reservepen til et andet hold. Men vi klarede os med lidt korthuske og ved at låne os lidt frem undervejs.

Vi var tilbage ved højskolen igen kl. 2050, så vi havde lige tid til en klatrepost, hvor Ebbe nærmest trak mig op i træet (tak), men jeg brokkede mig, som en gal, en tur i kano på Ry Mølle sø og 3 poster, som lå på nogle flydende platformen i Ry Mølle sø. Ved de tre poster roede jeg i polokajak, mens Ebbe svømmende. Kajakken skulle trækkes op på hver platform, før posten var godkendt, og Ebbe skulle også op på platformen. Vi var ved at være temmelig tidspresset til sidst, men vi nåede lige nøjagtig i mål til tiden og fik noteret kl. 21.14 som målgang.

Efter alle vores anstrengelser fik vi noteret 58 point, hvilket rakte til en 3. plads. Løbet blev vundet med 63 point, og nr. 2 havde samle 62 point.

Træning i vest.

Jeg har tilbragt weekenden ved vestkysten med løb og skiløb langs med vesterhavet...

Ja i læste rigtigt skiløb!

Næste gang tror jeg jeg skal have en længere tur... selvom det var hårdt.

I forhold til skiene er det ikke noget jeg kan anbefale. med mindre man ikke har lyst til at bruge dem mere... på sne altså ;-)

Ebbe

70 km Extrem Maraton

Inden "vinder beretningen" kommer fra mix 35km holdet, kan jeg kort skrive om en ok 2.plads på 70km. Holdet bestod af undertegnet og lejesvenden Claus Rantzau fra Adventureracers.dk. Løbet blev mit første AR som kortlæser så 70km blev hurtigt 100..
1.dag gik nogenlunde som planlagt, vi var med fremme blandt 3 utroligt jævnbyrdige hold, (Brokeback Mountain.., West Coast Challange og os) vi løb skiftevis sammen og samledes så senere hvis vejvalg splittede os. Vores våben var på papiret et højt tempo på løbet, men da våbnet tilsyneladende var laddet med løst krudt, ja så kunne vi ikke true hårdtarbejdende Ture og Bjørn.
Målgangen blev sammen med West Coast Challange efter 5t:07min. ca. 5 min efter førende hold. Hyggede i lejren men sov kun ca 1 time, da vi valgte at opstille vores én mands telt på det mest ujævne stykke græs i Silkeborg Nordskov!
Der var ikke de helt store forventninger til 2. dagen da vi humpede os igang, men da det hurtigt viste sig at vi havde ret gode ben (og lettere orientering) fik den gas. Således kom vi i front og trykkede godt på, efter 2-3timer kunne øjne en reel sejr og fedt at vende skuden. Men men men..
Så sker det at kortføreren (mig) får årets mest uhyggelige hjerneblødning, post 25 og 27 i Vesterskoven kager totalt. Vi nosser rundt og bruger de sidste krafter på fjolleri.
Faktisk regnede vi med at de andre er over alle bjerge, men pludselig mødtes vi med fronten ved post, 28. Ture og Bjørn gassede dog hurtigt op og væk var sejren.
Dagens etape blev på 5t47min og samlet nr.2 med godt 20min fra sejren.. trist.
Afslutningsvis har jeg nok indset at det ville være fint at få løbet lidt mere inden næste år, og ikke mindst set lidt på et GI kort, som IKKE er så let som et o-kort..
Tak til Claus for utrolig tålmodighed!
Asger

SOK Multisport 2010

Dette års udgave af SOK var på forhånd dømt langt og hårdt, lad mig derfor konstatere.. Ja Simon, du fik ret, det blev som forventet hårdt men også flot med nye Østjyske områder inkluderet.
Årets Classic Poker hold bestod af Erik, Ebbe og Mig. En uhyggelig og uforudsigelig cocktail af fugl og fisk hvad træningstimer og restitution angår. Holdet var fuldtallig torsdag aften og noget spændt på at tage hul på hvad der måtte betegnes som et fysisk (og psykisk skulle det vise sig) eksperiment. Undertegnet havde som bekendt haft 4 dage til at restituere en maraton debut, Ebbe har denne vinter kun stået på ski og hverken løbet eller cyklet, og i tillæg været på højskole tur uden søvn i Tjekkiet og hjemvendt ved middagstid torsdag. Erik havde dagen inden vundet en hård afdeling af MTB cuppen og 4 dage inden deltaget i MTB-O WoldCuppen i Ungarn. Planen var dog at Erik skulle holde røven oppe på holdet, og sådan blev det!
Efter et par timers søvn gik starten kl.03 natten til fredag, som altid gik det over stok og sten til nattens indledende oløb, mine lår var som beton ved første nedløb og tanken om de planlagte 12 timer var noget uhyggelig. 2. og 3. post var super skumle og lå diffust i en stor bundløs mose, Erik mente at der her var forsvundet heste og spændingsmomentet var da også til at få øje på når folk forsvandt til livet i slam.
Efter et mindre bum fik vi klippet lydløst som et af de første hold og kæmpede os videre igennem ca. 10km kuperet oløb ved Himmelbjerget på ca. halvanden time og 8 min efter ledende DareDevils (Gasbjerg og co.). Efter 30-45 min var Ebbe dog helt stegt, kæmpede med opkast fornemmelse og en krop der ønskede sig tilbage på løjpen.. En uhyggelig lang og krævende dag var netop begyndt.
Anden disciplin var MTB-O næsten modsat af oløbet og med afslutning i Rodelund, min nye kæde sprang som noget af det første hvorefter ca. 8cm blev fjernet. Nu var det bare at køre på mellemste klinge og da forskifteren ikke ville skifte ned måtte jeg bare klø på. Erik var som et vilddyr når vi tog fat i de TO træksystem og den eneste bekymring var om elastikkerne kunne holde, trak han kun Ebbe var det umuligt at følge med.
Labyrinthia er tydeligvis ikke vores spidskompetence, Simon fik sig et godt grin og vi andre fik mindre kvalme af at drøne rundt i små gange. Morgenen var begyndt og foran os var en flot og hurtig rulleskøjte etape. Ebbe blev som født på ny og med lækker skøjtestil (med stave) førte han toget an. Destinationen var Vrads Sande, et fantastisk unikt og jomfrueligt løbsområde. Desværre var 2 poster vanskelige at se på et groft kort og lagt lidt forkert, det kostede os ca. 30min søgen og en Ebbe der første gang beklagende måtte meddele at det ikke blev til målgang for hans vedkommende, kroppen var færdig. Men hvad er bedre ved psyken end synet af mennesker og et velsmurt stjerneløb? Ude midt i ingenting stod den pludselig på klatring, samarbejdsøvelser, tovbane og ca.45 min opslidende gps-løb. Tilbage på inlines og en placering som samlet 5ér, op i gear og så var det ellers min tur til at gå kold.
Tilbage ved Labyrinthia blev der skiftet til MTB og "koldheds" stafetten kunne derefter endelig gå tilbage til Ebbe :-)
Det var nu ved at blive middag og den blev for mit vedkommende nydt i midten af en kano på vej til "korthuske" på Møgelø. På trods af opvækst i Ry var det faktisk første gang jeg har været der og hvad er bedre end at blive fragtet dertil af to muskelbundter i solskin. Kortet på øen var dog af den kreative karaktér og kostede lidt roden rundt i tjørn og krat, men relativt hutrtigt blev alle fire poster klippet og Ebbe kunne nu være primadonna i midten. Erik blev sjovt nok aldrig spurgt. Da Hulken alias Anders Kronholt med dertilhørende lejesvende fra Øst var endnu mere på skovtur end os på øen, var det som 4ér vi entrede fastlandet. Foran os lå nu den længste cykeletape jeg har oplevet på et én-dags AR til dato. Tour de Julsø med hvad der dertil hører af bakker og skov og en samlet tid på et stykke mellem 7 og 8 timer!! Noget der minder om et mindre AR i sig selv.
Første heat blev en hæsblæsende tur til Ry, Erik cyklede som besat og med den midterste klinge som vildeste trækkraft var det vare at se til fra sidelinjen, manden er uhyggelig! Ebbe var efterhånden mere død end levende men livede i den grad op ved synet af køligt vand og latex. Coasteering i Ry Marina gik fantastisk, alle var flyvende og vandet faktisk ret tilforladeligt endelig en strækvinder! Team Skandia lappede cykel mens vi smed våddragterne og sammen kørte vi videre op gennem Ry. Men kombinationen af to træksystem og en tændt Erik var ikke til at skyde igennem og relativt hurtigt fik vi hul og lå på 3.pladsen. Rutens mest smertelige moment var områdets længste og uhørt mest ubehagelige betonrør. Alle skulle igennem noget der minder om militærets "tyrens-røvhul" gange 3! På grædende knæ, beskyttet af tights og på skiftevis beton og sten/ral. Tak!
For at få hul og måske prøve at komme op til Adventuracers blev der trukket igennem, igen med Erik i front, og igen med en nu uhyggeligt smadret Ebbe bagerst. Tempoet sled voldsomt og kræfterne var ved at være brugt, MTB-O i Linå Vesterskov og Nordskoven skulle gennemføres, og vanen tro var Erik og Jeg ikke til at forhandle med..
Fra at være uhyggeligt smadret gik Ebbe nu over i en lidt mere ubehagelig fase, hvor dobbeltsyn, ubalance og kulde skælven var ved at tage over. Efter en kølig nudist-tur i den kunstige sø kom der nu højlydte opkast og kulde-hakkende lyde fra bjørnen. Jeg fik bildt mig selv ind at Simon nok havde aflyst Bike´n Run-O, på grund af den fremadstormende tid, så lad mig bare sige at jeg mildt sagt var overrasket over at se den lange afslutnings løbetur på ca. 10 km i Silkeborg Vesterskov. Erik var stadig uden mén og løb hurtigere end Ebbe og jeg kunne cykle til de 6 første poster, endelig var det tid til afløsning og en smule træthed kunne spores i Hr. Knudsens stemme.. Befriende at der findes grænser. Det gik dog hurtigt over, og sørme om Ebbe ikke også mirakuløst vågnede til live og løb et godt stykke. Team Skandia dukkede pludselig op ved en post og da det viste sig at de havde droppet poster på cyklingen var roen sikret. Alligevel skulle der som altid køres om kap mod mål, og sammen kom vi glade, smadrede og mudrede i mål efter hele 17,5 timer og et utal af højdemeter!
Erik nogenlunde upåvirket, jeg utroligt træt og Ebbe opvågnet fra en relativt livagtig nær-døden-oplevelse.
Vi vil gerne sige tak for et rigtigt flot løb, igen blev et af Danmarks flotteste områder vist frem på fineste manér og igen kom der kilometer i benene.. mange!
Vi ses til Nordisk Challenge 2011.
Asger Køppen

Marathon Debut

Det skulle jo ske.. Den klassiske marathon som alle har løbet kan man bare ikke undgå, om man så vil det eller ej. Siden jeg som 18årig stillede skadet til start i København (og udgik ved 10km), har den ladet vente på sig. Men i ren kådhed blev dette års vandvidsprojekt indgået for ca.6 uger siden, en tur til Hamborg med vennerne og Classic Poker reserverne/jokerne ;-) Anders og Ronni. Målet var et løb på under 3 timer og eneste respons var fra Erik og lød "Jeg vil vædde hvad det skal være på at det ikke er muligt" efter et granskende elevatorblik ned ad min vinter tunge krop.
Kilometerne blev trænet (dog ikke på asfalt) og endelig skulle vi sidste weekend afsted. Fed stemning og en overraskende herlig fredag aften på Reeperbahn blev intro.. så var linjen lagt. Søndag skulle slaget stå, som debutant var tiderne printet ud og planen var klar, at holde et jævnt tempo fra start til mål. Vejret var godt og super mange havde taget opstilling langs ruten, super fedt! Den første halve skulle bare overståes (1:27) og man tænker bare på hvornår man dog kan tillade sig at løbe igennem, ved 30 km begynder det at blive sjovt, andre løbere begynder at blive pressede og endelig går det løs lidt ala adventurerace, ved 33km kom så ganske uventet noget der mindede om trælår.. snigende og helveds ubehageligt. 40 km og stilen minder ikke om løb men om krampaktigt humperi, var langt fra sukkerkold takket være 4 gel, men med uhyggelige ømme lår. I mål var alle glade, jeg løb efter planen på 2:57 og priser mig lykkelig for et roligt udgangstempo. Dog kunne jeg hverken binde mine snørrebånd eller gå på trapper pga. smadrede lår, asfalt er bare ikke stedet at løbe!
Dagene efter har været vanvittige, ude af stand til at cykle eller gå nedad.. I morgen nat lyder startskuddet til SOK og jeg må nok erkende at 4 dages restitution er lige i underkanten :-) men så er det også prøvet. Simon lover en fed rute, så forsættelse følger...

Asger Køppen

Troll skimaraton

Vækkeuret ringede kl. 4.30 og så var det op og spise og drikke lidt, mens jeg kom i skitøjet.
Bussen gik fra Håkons Hall ca 5.30 og det var allerede på det tidspunkt, ved at blive lyst. Det så virkeligt ud til at blive en fin dag med høj sol og meget lidt vind.
Jeg fik mig en blunder i bussen og vågnede først lige før vi skulle af på ved starten. Jeg fik hentet startnummer og stod i toiletkø i ca 20 min(to toiletter til ca 400 mand er lidt i underkanten, men det gik ;-)). Efter at have testet skiene og lagt dem på starten, gik turen tilbage til bussen for at efterlade overtøjet, hente rygsækken og så var der også lige tid til endnu et toiletbesøg, denne gang uden kø.

En rask luntetur udgjorde opvarmningen, og så var det bare at vente på startskuddet til 95 kilometer fantastisk skitur. Starten gik og jeg syntes egentligt jeg kom udemærket ud, men løjpen smallede ind til tre spor efter ca 100 m og der kom der mange folk flyvende ind fra højre, og så var det bom stop. Da det løsnede igen gik det ellers derudaf på knaldføre! men da vi kom op på fladerne begyndte det at blæse skrådt forfra, men fygesneen betød ikke rigtigt noget for gliden i hvert fald ikke for mig.
Der kom ret hurtigt huller, med små grupper af løbere der gik sammen, jeg følte at jeg havde gode ski og overskud af kræfter så jeg gik et par grupper frem og lå bag dem et par kilometer. Frem mod anden væskestation gik jeg frem for at trække lidt, da vi kom ind på væskestationen var der en der trådte på den ene af mine ski hvilket resulterede i at jeg væltede. Det gav et hul op til de andre som tog lang tid og en del kræfter at lukke. Jeg havde næsten lukket hullet lige før vi kom til starten på 70 km distancen, men på nedkørslen lykkedes det mig at vælte og så var jeg jo lige langt.
Herefter gik det lidt i ryk og nap de næste 10-15 km men til slut gik vi sammen tre mand og skiftedes til at trække. På et langt fladt stykke lå jeg bagerst og havde måske mistet koncentrationen lidt, så da de to foran løftede højre ski fordi der lå en hue i sporet, så jeg den ikke og væltede igen. Det begyndet at blive komisk... Hullet blev dog denne gang ikke så stort så jeg fik det hurtigt lukket igen.

De næste 20-30 km var helt fantastiske. Fantastisk smukke omgivelser, fin temperatur, gode ski, højt humør, en god makker at gå sammen med og kæmpekræfter! Det gik bare derudaf!

Det kan være jeg psykede mig selv lidt ud. På forhånd havde jeg hørt at stigningen ind mod Pellestova(20 km fra mål) virkelig trak tænder ud, og at der skulle være mange små men modbydelig bakker de sidste 15 km ind mod mål. Allerede med 30 km igen begyndte jeg at være lidt urolig for OM jeg nu havde kræfter nok igen. Der kom en rimeligt lang modbakke noget inden Pellestova, og der klarede jeg at gå rimeligt på ski, og kom brugbart op over bakken. Så var der et langt stykke ind mod Pellestova, med meget stagning og nedkørsler, og så kom bakken op mod Pellestova.

Det gik, men heller ikke mere, opover, og det var en kæmpe lettelse at nå væskestationen på toppen, drikke et par glas udleveret saft og stavre sig hen til nedkørslen. Solen bagte hvilket betød at sneen blev varm og med masser af vand i, hvilket betød at tapen som jeg gik med under skiene ikke sad så godt. Den varme og våde sne, kombineret med at jeg var så træt at jeg ikke klarede at gå ordentligt på ski, betød at mine ski var overordentligt glatte, og det lykkedes mig at falde i en modbakke... Sneen var efterhånden så våd at man heller ikke havde særligt godt glid, det føltes lidt som om skiene sugede sig en lille smule fast til underlaget, men det gik dog stadig fremad... omend langsomt.

De sidste 15 km ind mod mål var modbydelige med masser af små modbakker, som jeg forcerede i sildeben, en metode der på dette tidspunkt i løbet, gav meget ringe fremdrift . Det må virkeligt have set sjovt ud at være tilskuer og stå og se en dansker komme dinglende op af de relativt harmløse bakker...

Endelig kom skiltet med en kilometer til mål, det var dejligt at se der var kommet en løber op bagfra som lå på mine bagski. De sidste 500 m var et langt stykke fladt, for så at gå ned under en vej, op(#€*@*##, det havde de sørme ikke behøvedes) på den anden side af vejen og så fladt 100 m i mål. Jeg var dødtræt, men da den bagved liggende skiftede spor på opløbet, syntes jeg ikke at han skulle have glæden af at komme før mig i mål. Jeg piggede som en besat og klarede lige akkurat at presse mig foran ham. Hvorvidt det var en god ide, ved jeg ikke, men det føltes godt.

Jeg tror aldrig jeg har været så træt, og gør det helt sikkert ikke igen... i hvert fald ikke før om et år...
I morgen tidlig(ca 5:30) står den på ca. 25 km skøjtetur på skaren, jeg håber det bliver en let løjpe...

Ebbe

Årets mest morsomme skiløb.

Så er det igen blevet tid til årets mest morsomme konkurrence på ski.
Her i påsken bliver der på Johnsgård arrangeret "snørekøring" med hund, dvs. at man kører på ski bag en hund.
Der var 25 til start i junior og senior klasserne.
Løbet foregår som følger: Prolog, fællesstart med 2 runder af 1,8 km. Herefter jagtstart igen 2 runder.
Jeg havde i år lånt en virkeligt hurtig hund, men havde hvis ikke rigtigt hovedet med i fællesstarten... fik monteret hundens træksele forkert, og på startstregen var jeg ikke helt klar da starten gik. Det skal her tilføres at de første 100 meter må man ikke skøjte men skal holde hunden i kort snor i den ene hånd og kan så eventuelt stage med den anden.
Da jeg kom lidt dårligt fra start, tænkte jeg, at jeg lige kunne hente lidt ved at stage hårdt. Men hastværk er jo som bekendt lastværk så jeg sætter staven i den ene binding og trækker mig selv på hovedet ned i sneen.
Op igen og så ellers afsted, så går den vilde jagt for at fange feltet, jeg henter ret hurtigt 3(ved hjælp af den meget hurtigt hund). Og har næsten kontakt med feltet, men på en nedkørsel er jeg ikke helt god nok med snoren, som kommer mellem benene på hunden, dette medfører en del bøvl med at prøve at få den på den rigtige side igen, og ender med at jeg bliver nød til at stoppe helt for at få snoren på plads igen, de to jeg har overhalet ryger forbi og så kan vi begynde forfra på jagten. Jeg nå at overhale den ene på andenrunde.
Jagtstarten gik noget bedre for mit vedkommende, selen fik jeg (hjælp til) monteret rigtigt, og jeg fik lidt mere flow, og den hurtigt hund betød at jeg fik overhalet et par stykker.
Alt i alt en rigtig sjov oplevelse som jeg varmt kan anbefale hvis nogen har mulighed for at prøve "snørekøring " så er det bare med at kaste sig på.
Farten er enormt høj, og man bliver udfordret på skiene!

Ebbe

Vardfjell løbet

Jeg var med til at gå Vardfjellløbet i går, det er et lokalt løb på 27 km, i år med omkring 50 deltagere.
Løjpen er ganske enkel, nogle flade kilometer hen til fjeldet, omkring 5 km op af fjeldet, ca det samme nedaf igen og så fladt ind til og småkuperet ind til mål.

Jeg stillede mig i anden række på startsletten. da starten går vælter ham der står foran mig, angiveligt fordi en anden sætter en stav på hans støvle og trækker ham ned. Men ganske mod forventet klarer jeg mig forbi ham uden at falde. Allerede fra starten er der en der er gået og en gruppe på 10-12 stykker jagter.

Jeg får mig hægtet på bagerst i gruppe, men er ikke opmærksom da 4 stykker går fra. Efter et par kilometer er der et hul på omkring 200 m. Hvilket jeg mener jeg kan lukke så jeg går ud og stager så hurtigt jeg kan. Da vi når første væskestation er der omkring 50 m op og gruppen foran går i opløsning, herfra er det nedkørsel indtil vi begynder på stigningen. Da stigningen begynder og vi slår over i dirgonal går jeg for at sige det midt, elendigt på ski, og min muskulatur syrer hurtigt til. Op af bakken vælter bagfra kommende løbere forbi og jeg taber meget.

Ca en km fra toppen kommer Maja Solbakken forbi sammen med en ung fyr, hun er vel omkring 15 år og slog mig sidst jeg gik Vardfjelløbet, jeg tænker at det skal være løgn og prøver at hænge mig på men jeg har ikke en chance for at matche deres dirgonalgang.

Lidt før toppen er der et sytykke på et par hundrede meter hvor der ikke er kørt løjper, og her er der ikke antydning af stavfæste, og det iser lidt under skiene, men jeg får mig kabbet op på toppen og får begyndt nedkrørslen og jagten på de foranliggende, jeg har dog indset at jeg reelt kun har chance for at hente de to som kom forbi lige før toppen.

Der går heller ikke længe inden jeg er på Majas bagski, hun vejer vel ikke mere end en sæk kartofler og får derfor ikke så meget fart på nedkørslen som et kødbjerg som mig. På fladen kan jeg stage forbi, i løbet af et par killometer får jeg kontakt med den unge fyr foran, jeg ligger der ikke så længe før han vil have mig op foran for at trække, jeg tænker at der ikke skal være nogen smalle steder og trækker indtil omkring en km før mål hvor vi når nogle bakker hvor han så let som ingenting går fra. Jeg stager som en besat på opløbet men har ikke en chance for at nå nogen. Kommer i mål på omkring 1.20 og det er vel også en slags træning...

Ebbe

Erik til Silkebrog MTB.

Erik har været i aktion i Silkeborg, læs mere om hans løb på eriksk.dk

Vigtig Vinter-sejr

Denne uge kom årets anden sejr i hus for Team Classic Poker! Og igen i et rent vinteropgør, denne gang mod selveste Team Donation!
Scenen var Johnsgård i Norge og fælles vinter-træningslejr (læs: efterskoletur for HNIE), hvor den dagligt stod på de berømte og berygtede "dødstræninger", når der ikke var undervisning/træning for eleverne (snehuletur, toptur, adventurerace, isbadning...).
Tilbage til "Le Grande Finale":
Efter en uge med træning var styrkeforholdene tydelige, Torbjørn og Ebbe var klart eliten og uden sammenligning bedst, toptrænede efter en hel vinter på ski. Henrik var god og lukrerede på lækker teknik og imponerende form. Simon og undertegnede var som sædvanlig irriterende cirka lige gode, dvs. uden form for teknisk kunnen, men med en enorm trang til at vinde over den anden. Maria var lige i haserne på førnævnte og altid med fightervilje.
Så hvordan kunne man afslutte alle disse træninger med manér? Selvfølgelig med en stafet som nævnt i indledningen, 5 km på langrend klassisk stil.
Første-turen var en dyst mellem Simon og Maria. Planen var på forhånd klar, Simon skulle hente al den tid han kunne, for at anden-turen mellem Henrik og Asger skulle floppe. Og det lykkedes for Simon at få et hul! Uheldigvis for Maria styrtede hun i starten alt imens at Simon måtte knokle med et snedækket spor på ruten.
Jeg kunne derfor starte ca. 1 min og 30 sek. før Henrik, til en yderst ubehagelig fornemmelse af at være forfulgt. Stik imod min egen forventning nåede han aldrig op og jeg kunne sende Supermanden Ebbe ud på 3. tur ca. 20 sek. før Torbjørn.
Et drama var dermed skudt igang, noget der for en amatør kunne minde om OL i miniformat, stjernes sammenstød.
Ude på ruten kom Torbjørn op og var presset til at rykke fra, hvorefter Ebbe kunne nyde godt af gode spor, hvorefter han med uhyggelig stag styrke kunne rykke fra i nedkørslen. Endelig kom opløbet på Stadion/Marken. Alle råbte og skreg mens Torbjørn prøvede at presse sig forbi, men sejren var en realitet! Det føltes som at vinde VM og den bedst mulige afslutning på turen var en realitet! Hvad anden kan vi sige end.. "Vi ses igen næste år".. Prylböger..
Asger/

Fælles træning i is og sne

Fællestræning i is og sne!
Hvis nogle undre sig over hvordan det føles IKKE at føle sine tæer eller fingre og eventuelt sidder inde med en lille sadomasokistisk djævel der netop ønsker netop det, så ryk nærmere.. for her kommer opskriften:
Man støver cyklen af en iskold og frostklar morgen i februar, hvorefter man forvildet flakker lidt rundt i kælderen for at finde udstyret, der jo som sig hør og bør er spredt i et utal af afkroge, selvfølgelig i sidste sekund inde mødetidspunkt og med et slående resultat: Kun ét styks sko-overtræk og ét par tynde cykelhandsker hvor to fingre titter ud af slidte huller. ”Nå det går vel nok, man skal vel lige i gang” tænker man, hvorefter man dropper sko-overtræk og satser på de tynde vanter.
Dagens mål var HNIE og fed fællestræning med Classic Poker arrangeret i fællesskab med Key Experiance (Tidl. Summit). Dagens første delmål var dog for mit vedkommende at mødes med Erik og Rikke kl.8.30 og efter at have mistet kontakten til den yderste halvdel af mine fingre ved blot at køre ned af Langelandsgade var der udsigt til en laaaang tur til Ry. Heldigvis havde Erik et par ekstra tynde handsker, og det hjalp. TAK!
Turen til Glarbo var årets uden sammenligning mest isede og godt at arrangementet af samme grund var flyttet til løb/indetræning. Mine tæer var hurtigt som fraværende klodser der ikke var til at komme i kontakt med, men så sådan måtte det nu engang være.
Vel fremme var fællestræningens første indslag et 9,7km oløb i Danmarks flotteste natur, i klart og flot vinterdragt. Jeg skulle løbe med Erik, hvilket man kun sjældent kommer ud af med selvtilliden i behold.. Kun op af Lille Knøsen var han næsten prisgivet, stejlt! Og i glatte kondisko samt med 20cm dyb sne. Hævnen var dog sød op af Himmelbjerget, hvor jeg måtte kapitulere i sneen og gå, mens han lystigt løb frem og tilbage.
Med alle mand tilbage på efterskolen skulle den klassiske adventuredyst stå, HOCKEY!! Dræber (læs. Smadre) holdet med Allan, Michael, Erik og Muren de kaldte Agnete.. Mod det mere teknisk finurlige hold bestående af Rikke, Sessel, Dan, Undertegnet og Simon med de altoverskyggende gribe-fødder. På trods af et flot 1.set til sidstnævnte hold løb Dræberne med frontfiguren Michael med sejren.
Volleyball blev en ny gyser, hvor De Gamle rykkede fra land, med et tankskibs taktik, langsomt i gang med siden ustoppeligt!
En super træningsdag der blev afsluttet med endnu en cykeltur, igen med kolde fingre men en fed start på sæsonen.
Asger/

Indlandsisen på ski

Er gjort så mange gange - og koster en formue af penge og tid at organisere - så hvorfor ikke lade sig inspirere af et af Danmarks absolut bedste adventureraces - Thy til lands, til vands og i luften og udnytte noget af Danmarks rå, barske og uberørte natur...
Undertegnede besluttede ret impulsivt, at gå strækningen fra Lodbjerg til Bulbjerg på ski... Og heldigvis var det bare at tage langrendsskiene, pakke en rygsæk og køre op og sætte bilen fast i en snedrive og så ellers ud over stepperne...
Det var en fantastisk følelse i lille DK at starte ud på en skitur i uberørt klitterræn med solen bagende i ryggen på vej over Lortpøt!... Det viste sig dog at være rimeligt tungt at trampe spor gennem klitterne - men det gav nogle fantastiske udsigter og "vilde" nedkørsler - og ikke mindst følelsen af at være i uberørt natur. Jeg fandt redningsvejen - hvilket gjorde det lidt nemmere at gå, da man ikke hele tiden trådte igennem lyngen.
Det sidste stykke mod Vorupør blev kørt på stranden - desværre i modvind... Men sneen var fint pakket, så det var muligt at skøjte. Fik et par gode snakke med folk, som kiggede lidt på the lonesome rider... Hyggelige folk de Thyboer!
Fik handlet ind i Vorupør og fandt shelterpladsen i Tvorup Plantage. Bålet varmede, mørket faldt på, og jeg sov!
Næste dag blev en kanondag! Det var godt nok overskyet og dagen startede med at kæmpe mig gennem bjergfyr og klitter... Omkring middag kunne jeg købe en fastelavnsbolle i Klitmøller og herfra begav jeg mig ud i Hanstholm vildtreservat. Skønt område med masser af dyr, rådyr og kronvildt - jeg forsøgte ikke at skræmme dem op -da, de har det temmeligt hårdt i vintervejret!
Så ca. 40 dyr hele vejen over... Passerer også en mindre kløft med en "frådende elv"- heldigvis fandt jeg en isbro, hvor passagen var mulig...
Jeg kom over reservatet, videre op og ned til Jammerbugten og langs kysten til Vigsø. Vandet var helt blik -og selvom jeg passerede en lejrplads omkring kl. 17, valgte jeg at nuppe den næste shelterplads i Madsbøl plantage. Jeg regnede med, at det ca. ville tage en time, at gå det stykke...
Men det blev mørkt, jeg blev tørstig - og ikke mindst sulten - og efterhånden indstillede jeg mig på, at være kommet for langt. Plan B var at fortsætte de næste ca. 10-12 km til Bulbjerg, hvor jeg så kunne sove i bunkeren, (hvis den da ikke var føget til). Jeg satte mig, tog dunjakken på og lavede en fremragende jægergryde og fik kogt lidt vand. Skønt - og jeg kunne nu mærke, at det var 11 timer siden jeg var startet ud...
Jeg kom op på skiene igen - og selvfølgelig 300 m. længere fremme kom parkeringspladsen, hvor jeg mente jeg kunne finde shelteren fra... Det kunne jeg selvfølgelig ikke... Efter flere afstikkere ind ad skovveje blev jeg nød til,at komme ud og finde asfaltvejen for at kunne komme rigtigt "ind" på shelteren.
På vejen kom jeg forbi et hus... ud af huset kom en rigtig flink Thybo. 5 minutter senere sad jeg og spiste ris og and familien - og sluttede af med chokolademousse og kaffe - og sov på gårdens høloft! Sådan... Næste morgen sov jeg rigtigt længe - og det blev op af formiddagen før vi havde snakket Thys geografi og skønhed godt igennem og fortæret morgenkaffen... Jeg fik tilbudt et lift tilbage til min bil i snedriven ved Lodbjerg. Så jeg efterlod bagagen og speedløb til Bulbjerg og tilbage til Madsbøl - hvor jeg så fik klaret "hurdlen" i forhold til at komme tilbage til bilen og fik den ovenikøbet trukket fri af driven...

Hvad kan man lære af turen...

Eventyret og gæstfriheden ligger lige udenfor døren - og man behøver ikke altid rejse om på den anden side af jordkloden for at finde det... -Og Thys natur er et rigtig godt sted at starte!

/Simon

God "start" på en søndag

Helt fantastisk dag i går!
Jeg har på det seneste virkeligt ledt efter formen og vi havde i går aftalt at gå på ski i fem timer. For ligesom at få det overstået, var det planen at gå afsted herfra klokken halv ni.
Solen var på vej op på en himmel næsten uden skyer og det var bare 5 grader så der var lagt i oven til en virkelig fin dag!
Vi kom afsted og kørte meget roligt på de samme løjper som jeg kører i til hverdag, men der var andre planer, da vi kom ned til Jota("bygden" heroppe) var der kørt løjper sydpå, hvor jeg aldrig har kørt før, og planen var at vi skulle en runde ned og vende. Solen var efterhånden kommet op vejret var mildt og uden vind og der var masser af dyrespor: mår, lækat, rype og elg. Vi var forbi steder med mystiske navne som for eksempel "Trolltjønåsen" men så ingen trolde. Da vi havde været længst sydpå og vendte stopper Henning lige pludselig op og peger med staven, og der løber to elge på vej væk fra os. Jeg har aldrig før set elge mens jeg var afsted på ski... vildt fedt.
efter tre enhalv time, forlod den ene os, men vi to andre fortsatte.
For at få det sidste med og nyde vejret og udsigten gik vi men en løjpe som er oppe og vende et stykke over trægrænsen, og på vej op ad den kom flow følelsen for mig, helt sådan tranceagtigt, et kvarter hvor der ikke bliver sagt noget men bare gået på ski i raskt tempo og fin rytme.
Næsten på toppen stoppede for at drikke og nyde udsigten, godt med et minuts pause! Det var i et kryds hvor man kunne gå rundt op fjeldet en ekstratur på næsten 14 km. Vi besluttede os for ikke at tage den vej, en beslutning jeg er meget tilfreds med i dag.
På de sidste par hundrede meter mod toppen af løjpen var det som om Henning satte tempoet lidt op, og lige før vi begyndte på nedkørslen kiggede jeg på pulsuret som sagde 180, det er måske lige i overkanten på det tidspunkt, så det var godt at kunne stå i æg og slappe lidt af.
Alt i alt var turen fantastisk. Godt vejr, gode løjper og ski og med gode kammerater på tur.

3 under par!

Ja, jeg er ikke blevet golfspiller - men udnytter Himmelbjergets golfbane optimalt i øjeblikket til langrendsløb. Da jeg tidligere, sammen med Ebbe, har konkluderet at træning er snyd - måtte jeg jo konkurrere med mig selv igår.
Jeg startede med 1 runde på golfbane i et tempo - så jeg ikke mente jeg kunne løbe stærkere 20.04 blev tiden... Dette blev banens par...
Nu gik konkurrencen ud på, at jeg skulle blive ved at løbe runder indtil jeg ikke kom under banens par!
Første forsøg gav jeg den max. gas - og løb på 19.38..
Næste runde - nu vidste jeg, at jeg virkelig skulle æde mig selv - og det ville holde hårdt... 18.30... Tungen hang nu ud af halsen og jeg tænkte med frygt tilbage på sidste års dødstræning med Erik, Torbjørn og Anders A...
3. forsøg - var ved at vælte et par gange - og var lige ved at miste orienteringen... Jo, den fik alt, hvad jeg havde... 18.12! Fu.. Så måtte jeg jo ud på endnu en omgang... Jeg havde dog slet ikke mere i benene. (Armene havde jeg på intet tidspunkt haft noget i!). Sidste runde blev løbet på 22.18... Endelig tabte jeg til mig selv - og kunne trisse hjem over markerne!

”Det er da sundere end at sidde på en bar og ryge hash”

Det var hvad Kirsten – sekretær og ”mor” på Stadsarkitektens Kontor i Randers, hvor jeg pt. sidder i virksomheds praktik som arkitekt – sagde, da det gik op for hende hvad jeg EGENTLIG gik og lavede i min fritid.

Om ovenstående også gælder for weekendens løb WAR – Winter Adventure Challenge – er jeg ikke helt sikker på. Måske kan oplevelsen alligevel sammenlignes. Ved flere lejligheder kunne jeg ikke mærke mine hænder og fødder og min tale blev lidt usammenhængende og søvn fik vi ikke meget af... tjoo, egentlig kunne jeg lige så godt have siddet på en bar og røget hash...

Jeg hentede Bjarke på Sorø Station kvart over tre, efter at have taget turen fra Århus. Bjarke kom direkte fra langrendsferie i Norge – forberedende kuldetræning...
Vi gate crashede Sorøhallens omklædningsrum 2 og gjorde den gode gamle ”hvor-lang-tid-tager-det-to-piger-at-klæde-sig-på-til-fest-joke” til skamme. Det tager i hvert fald to drenge omkring en time at klæde sig på til vinter adventure race. Vi fik helt styr på både mad-, tøj-, og overnatningsstrategi – for fanden, det er jo bare 2x6 timer...

Op til starten i Holberg Arkaden midt i Sorø, var der god stemning blandt de 15 hold, som alle så ud til at være klar til den danske vinter... En kort instruktion og starten gik på 16 km o-løb. Strategien med bare at være med i frontgruppen, skulle snart vise sig at være svær at overholde. De første 4km var rent løb og det var der bare nogen der kunne gøre hurtigere end os. Heldigvis blev det snart til rigtigt orienteringsløb og selvom man ikke længere som orienteringsløber kan tage patent på at kunne orientere i dansk adventure racing, så fik vi lov at føre feltet, som bestod af tre hold an.

Vi kunne ikke løbe fra dem, det var helt klart, men da vi stod overfor et højre eller venstre vejvalg og egentlig havde startet på det venstre, tog jeg en beslutning og hev Bjarke med tilbage og ind gennem et krat langs en gammel indhegning. Det lignede en gedigen fejlbeslutning, men snart løsnede krattet sig og vi kunne følge et stendige, næsten 500m, lige ind i posten. Der var ingen spor i sneen – altså var vi forrest.
Det holdt så et par kilometer, indtil vi igen skulle 4-5km derudaf på asfalt. Roadrunners med Dennis Lisbygd og Janus Høhne hentede og satte os så let som ingenting og vi måtte sætte vores lid til MTB-etapen...

Løbeturen endte ved det gamle siloanlæg i Sorø og efter en 30-40meter rapelling var det på cyklerne. Vi havde ikke sprængt tidsplanen nævneværdigt, så 3 timers MTB skulle vi da nok lige kunne klare... Vi kunne hurtigt se at det ville blive lidt af en kriger-etape. Posterne lå i alle hjørner af de fire kort og skovstierne var stort set umulige at cykle på. Tempoet var mildest talt lavt. Da vi samtidig ikke kunne finde toeren og løb rundt efter den i 20 min. og blev hentet at de hold vi lige havde sat, var stemningen ikke helt god. Jeg greb telefonen og ringede til løbsledelsen... da vi alligevel fandt posten og jeg skammeligt måtte erkende at det blot var kortet der var dårligt og ikke posten der stod forkert. Pinligt. Så var vi tre hold samlet igen og dødskampen i 25cm sne med cykler fortsatte. Vi begyndte at forstå at det ville blive en RIGTIG lang nat og vores vand var allerede frosset til is...
Vi fik relativt let hul til de to andre hold og klippede post 3 alene. Strategien var klar – store udenomsvejvalg på asfalt! Vi kørte tilbage ind gennem Sorø og satte kursen østpå – op imod vinden. Efter få kilometer gik min lampe så ud... ikke optimalt... faktisk langt fra optimalt...noget nær en katastrofe... Da Bjarke stadig mente at det var bedst at jeg tog mig af orienteringen, besluttede vi at flytte Bjarkes batteri over på mig. Vi vidste dog at Bjarkes batteri ikke var helt opladet, så vi måtte tænke lidt kreativt og spare på strømmen. Vi fik overbevist os selv om at det faktisk var en fordel at køre helt uden lys, fordi man så ikke ville bekymre sig så meget om at ligge og zigzagge mellem snedriverne, men bare kørte lige på og igennem dem. Det skabte nogen ganske interessante situationer, hvor man kom med 30-35 km/t ned ad en bakke og ind i 40-50 cm sne. Heldigvis er det blødt at lande i...
Med lidt hjælp fra månen, et par gadelamper og korthusk fandt vi en rytme, hvor vi var klar på at det kunne gå hen og tage hele natten det her... Vi morede os med at gå og gætte på hvad klokken mon var, mens vi skiftevis cyklede et par meter og gik et par...
Det sværeste at håndtere var uvisheden om forholdene. Man kunne udse sig et godt stykke på asfalt, for så at opdage at det var helt umuligt at cykle. På de åbne passager blev man hurtigt faretruende kold pga. den stride blæst, men på stykkerne med dyb sne og læ, fik man varmen igen af at gå i sne til knæene og slæbe på cyklen...
Der var en lang kamp, men med lidt hjælp fra de lokale der ”læige kuånne furklarre os veien fra Haavebuy te Kneistei” blev det faktisk til en hyggelig ekspedition og den sidste halvdel føltes væsentligt kortere end den første. Da vi endelig nåede Gerlev kl. 3 blev vi lige sendt på en lille kurve-definitionsjagt, rundt på højskolens område. ”Det kan nok gøres på et kvarter” sagde hjælperne... Right! - med Starship Enterprise på en varm solrig eftermiddag med tyngdeloven ophævet måske. Vi havde 9 timer i benene, 10 kg på ryggen og frøs ad helvede til... Vi joggede rundt i jævnt tempo på 35 min. Kl. 3.44 var vi i mål fra første etape. To frosne dunke med is på min cykel fortalte mig at jeg kun havde indtaget omkring 1½ liter vand i løbet af de sidste 9 timer, så jeg gik amok på termokanderne med varm saft.
Der var lige tid til at par boller med tunsalat, før teltet skulle rejses og vi lige kunne nå... 45 min. i sækken. Til at slå telt op ville vi lige tænde lyset som vi jo havde sparet på hele turen. Det holdt 2 minutter og vi forstod for alvor hvor heldige vi havde været... Vi havde prioriteret komforten, og 2x2 kg dun holdt os begge komfortabelt varme, men tre kvarter er ikke længe at sove...

Da vi stod op og kom i de våde og en anelse!!! kolde sko, var Per og Emil, Team keep-going.dk og Roadrunners/keep-going.dk med Bjørn A. og Pernilla ankommet. Per og Emil droppede campingferien og gik direkte ud på 2. etape, mens Bjørn og Pernilla valgte et par timer i teltet og dermed at starte for sent på andendagen. Mens vi stod der og gjorde klar til start kom Dennis og Janus, som havde taget en slapper i en lade ude på ruten, ind. De kunne ligesom Per og Emil, gå direkte ud på dag to... I alt var vi altså kun fire hold med i konkurrencen om at gennemføre hele ruten og yderligere fire hold var stadig i konkurrencen – syv havde valgt at stoppe.
Vi var altså de første ude af døren om morgenen kl. 7 og det var mørkt og vi havde intet lys. Den første ½-1 time klarede vi på korthusk og med hjælp fra en gadelygte i Gerlev.
Post 1 var bemandet idet Kaare lige stod og vejrede stemningen hos de passerende hold. Vi var godt tilfredse idet småvejene var blevet ryddet i løbet at den tidlige morgen og tempoet derfor var noget højere end dagen før. Da vi samtidig satte kursen sydover og havde 10 sekundmeter vind i ryggen, gik det pludselig stærkt. Dagens etape var afkortet pga. forholdene, så nu skulle vi bare hjem...
Selvfølgelig var det ikke så enkelt, for cykler man mod syd, må man givet vis senere cykle mod nord og det skulle vi selvfølgelig også. Pga. udmattelse havde kroppen svært ved at arbejde sig til varmen og i Skelby besluttede vi at besøge købmanden for at lave et måltid mad. Heldigvis var forretningen bestyret af et par utroligt flinke unge mennesker og vi fik lov til at nyde vores stående taffel på Frisko-fryseren. I den tid vi stod der var der ingen der kom og købte en Kæmpelæske...
Vi slæbte jo stadig rundt på trangia-gryde, gasblus, 2xtrekkingmåltid og havregryn, fordi vi havde faldet for de lækre tunsalatboller... En gang kartoffelmos mit rindfleisch gjorde godt og på trods af den halve times pause, så vi ikke tegn på at Per og Emil havde overhalet os. Men det havde Dennis og Janus - det 4. hold i konkurrencen. De havde dog valgt at skære af på dagens etape og var dermed ude af konkurrencen.
Den sidste del af MTB-ruten bød på en del bakker omkring Tuelsø og da vi endelig endte i Topshøj Skov var vi godt smadrede i benene. Her skulle vi lige klatre, først i et klassisk gymnastiksalstov og derefter i et rebnet, før vi kunne lade os fire ned på den anden side af vores makker. Så var der bare 17,6 km o-løb hjem... Piece of cake!

Det var ubetinget det længste orienteringsløb jeg nogensinde har løbet. Det var det selvfølgelig ikke, men det føltes sådan. Der var sne til knæene HELE FUCKING VEJEN og løbe, var noget man gjorde hundrede meter ad gangen, når der endelig var en kort passage på en større grusvej.
Vi gik ud på løbet ved 12-tiden og begyndte seriøst at overveje om vi kunne nå det inden tidsgrænsen kl. 16.48. Efter hånden som vi kom rundt kunne vi dog se at det nok skulle gå. Efter de sidste hårde 5-6km, som faktisk var på pænt underlag, kunne vi løbe ind gennem Holberg Arkaden i Sorø og modtage vores flotte 1.-præmie-rosetter. 18 timer og 52 min. Nogenlunde det dobbelte af hvad vi havde regnet med 24 timer tidligere, da vi stod og pakkede taskerne.

Der er mange der har spurgt hvorfor løbet ikke blev aflyst. Jeg syntes af Kaare og de mange glade og kompetente hjælpere fortjener stor ros for netop ikke at aflyse og i øvrigt for et super godt arrangement med o-løb af høj kvalitet, SportIdent-registrering, fede klatre-momenter og varieret MTB samt ikke mindst skiftezoner med varmt vand og frugt og energi. Sorø WAR er et eksempel på AR når det er aller mest barsk og uforudsigeligt. Om det så er godt eller skidt er op til den enkelte at dømme, men vinter-AR er en disciplin helt for sig selv...

/Erik

Skiløb i Italien

Først og fremmest et stort tillykke til Erik og Bjarke som vandt det første danske adventurerace i år. Det glæder vi os til at høre mere om!
Jeg har været i aktion på skiene til Marcialonga i Italien.
Det gik godt formen taget i betragtning, det gik godt i 3 timer og så var der ikke rigtigt mere at køre med.

Jeg kunne virkeligt godt have tænkt mig en tid under 4 timer, men bliver vel nød til at være tilfreds ud fra træningsgrundlaget.
Det blev et lidt mærkeligt løb, allerede fra starten af, efter knap en km lå der lige pludselig en gammel mand i sporet og tog sig til venstre side af brystet.
Der var ikke nogen der stoppede andre end Bjørn(en anden fra vores gruppe) og mig. Han havde sandsynligvis fået et hjerteslag, men han var ved bevidsthed, så jeg brugte et par minutter på at talt med ham på mit gebrokne italiensk. Herefter var der andre der tog over og fik tilkaldt hjælp.

Herefter gik tiden med at gå forbi folk, lige indtil Canazei hvor jeg så ryggen af en der også gik forbi folk og virkede til at manøvrere godt mellem folkene, jeg hængte mig på svenskeren(som han var) og vi fik et godt samarbejde. Med under 20 km igen spurgte han om jeg ikke vil hvile lidt og ligge i læ, men han øgede farten og jeg faldt lige så stille af(havde godt kunne mærke i noget tid at kræfterne ikke slog til til mål, men det er med at få så meget ud af træningsgurndlaget som muligt.)

Herefter var det tungt, der var ikke mere at skyde med for danskeren, og da vi ramte bakken var jeg i tvivl om jeg ville nå toppen i dag... men efter et kort smørestop hvor der blev smasket smøring under skiene, var festet godt, men jeg mistede vel mellem 50 og 100 placeringer op af bakken...

Alt i alt en god oplevelse, og placeringen blev fejret behørigt i går aftes!

Det behøver ikke tage hele dagen at kvæste sig selv.

Det behøver ikke tage mere end en time at blive godt og grundigt træt og slidt i kroppen.

Svein og jeg havde aftalt at går intervaller på skiene i går.
Vi skulle gå seks runder i den stejle del af lysløjpen og slutte af med 2 runder i den mere lette del.

Svein har igennem hele efteråret trænet en del, min mening er at træning bør forbydes ved lov ;-), det er for mig og se snyd!

Vi lagde ud med et kvarters opvarmning for lige at få gang i kroppen. Herefter lagde vi hårdt ud på første runde.
Jeg kunne allerede fra starten mærke at jeg sled lidt med at hænge med men vi nåede den sidste bakketop og "målstregen" samtidigt.
Allerede på anden runde begyndte jeg at stivne, og syre til i det mest bratte partier af løjpen, og jeg kom en del efter, og Svein kunne begynde at se alt træningen bære frugt. Efterhånden som runderne blev flere blev afstanden mellem mig og Svein større.

Eneste lyspunkt var at jeg klarede at holde tiden på runderne rimeligt konstant på ca. 3 min pr. interval.

Da vi endelig skulle i gang med de mere flade runder, hvor jeg normalt ikke har problemer med at følge med, slog jeg da også Svein på den første runde, men på anden runde kunne jeg virkeligt mærke trætheden og i et sving mistede jeg balancen en anelse og mistede et par meter til som jeg ikke klarede at tage ind igen... røv.

Men efter endte runder var der gået en time og dermed pointen.... man behøver ikke bruge hele dagen på at træne sig træt, man skal bare af og til træne lidt anderledes og måske lidt hårdere...

Her til aften gik jeg en lille time meget roligt og følelsen var rigtig god og jeg havde lyst til at gå og gå og gå, så måske har træningen hjulpet alligevel...

Nyt tiltag - Himmelbjergegnens Crossduathlon

Endelig en løbetur med mening - og ikke mindst frisk luft....
Efter at have stået en 1½ time i malestøv fra køkkenloftet på Knøsgården, (som "bare lige" skulle pudses ned), blev jeg reddet af gongon´en.
Dagens gongon var Henrik Jørgensen, som lige som jeg selv, arbejder på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole.
Vi har længe snakket sammen om, at det er oplagt at lave en cross-duathlon for alle interesserede i vores super område. Nu skulle ruten detailplanlægges og måles op.
Da løbet er for alle - elite, motionister, efterskoleelever, var det vigtigt, at den ikke var alt for hård - løberuten blev 3 km - og med en store stigning sidst på ruten. Der bliver såvel teknisk løb og løb på grusvej, hvor de, der har hang til dette, kan give den gas.
Cykelruten bliver ligeledes lagt således, at der bliver noget for alle - singletrack, grusvej, græs og et helt nyt spor! (Hvis vi får lov). Ruten er ca. 3 km - og skal køres flere gange. MTB-ruten er så tilpas spændende, at vi godt tør invitere mtb-klubberne i området...

Vi har brugt devisen - Det skal være noget vi synes er fedt - så synes andre det sikkert også...

-Hmm, undskyld, hvis indlægget til forveksling ligner en invitation! Så sæt nu for dælen kryds i kalenderen den sjette marts. Vi garantere for godt racevejr, latterligt lavt startgebyr og ikke mindst kaffe og kage bagefter!
Udenbys racere - kan jo lave en træningssamling ud af det - og er velkomne til overnatning i skolens sheltere!

Der kommer snart en hjemmeside med lidt info - det har Henrik helt styr på - ruten vil også blive lagt ud osv... Vi har tænkt os, at bruge emit-udstyr til tidtagningen, så vi kan få en flot resultatliste med mellemtider osv.

Eleverne skal primært stå hjælpen, indskrivning, vejvisning, rutemarkering osv.

Nå, ja - og løbeturen var fin - heldigvis kunne man jo sætte tempoet ned og diskutere ruten, når pulsen kom for højt op... -og det gjorde den...

-Og nu skal jeg vist tilbage til loftet, støvet og P3

/Simon

Koldt heroppe!

Der sker ikke så meget herinde, og hvis jeg kender gutterne ret så er det ikke fordi de ikke træner... jeg tor faktisk de står mere på ski derhjemme end jeg gør heroppe, så jeg kan ikke forstå at der ikke kommer nogle flere indlæg...
Sagen heroppe er den at temperaturen den sidste uge har ligget under -30, så jeg har ikke fået trænet... i dag sneg temperaturen sig så op på omkring -26, og så måtte jeg da straks ud af døren, og du i solskinnet.
Det er bare med at få klattet lidt fæstevoks under skiene og så komme afsted, så snart man kommer lidt op i højden bliver det varmere, så jeg gik op på den øverste løjpe, som dog er føget godt til, da den heller ikke er blevet kørt i en uges tid.
Da jeg først kom op i løjpen var der kun -14, og da der ingen vind er i øjeblikket var det rigtigt fint.
Trænings intensiteten ved turen kan diskuteres men det var fedt at komme ud på bræderne igen!