tirsdag den 23. november 2010

MTB race i sne - SÅ fedt

Så kom sneen, og skæbnen ville at det også var i dag jeg skulle deltage i 3. afdeling af  politiets mtb-vintercup. Så jeg vågnede med smil på læben, da kæresten kyssede mig farvel og sagde: "God tur i snevejret".

Glæden blev ikke mindre, da jeg fik tumlet mig ud af sengen og ved selvsyn kunne se at der lå 5-10 cm sne. Jeg elsker den første tur i ny sne.

Dagens afdeling blev afviklet af Silkeborg, så jeg skulle ikke køre så langt, og jeg vidste allerede, at løbet skulle afvikles i Hårup Sande. Et område der aldrig for alvor bliver mudret, så perfekte forhold til en dag med sne.

Normalt går starten kl. 11, men pga. vejret var flere af kollegaerne fra Fyn og Sjælland forsinket, så starten blev udskudt en ½ time. Det var fint med mig, da det betød, at jeg fik en halv times gratis ekstra træning i sporet inden start. Hårup Sande er et mega fedt område, og sneen var med at gøre det hele endnu smukkere.

Silkeborg havde lavet et rigtig lækkert spor på ca. 6 km, men masser af teknisk sving og passager. Som de fleste ved er Hårup Sande ret fladt, men ruten var krydret med to lange opkørsler på skrænterne bag golfbanen - desværre valgte man at sløjfe den ene opkørsel efter første omgang, idet man ikke kunne køre hele vejen op pga. vejret og nedkørslen var blevet lidt for vild. Men på resten af ruten var underlagt fantastisk vejret taget i betragtning.

Starten gik kl. 1130, og der gik ikke langt tid før jeg fandt min plads i det 65 mand store felt. Lå som nr. 3 de første tre runder, men må have slappet lidt for meget af på tredje omgang, for på en sløjfe på fjerde og sidste omgang kunne jeg pludselig se, at de var ved at komme op bagfra (kan også se på min omgangstider, at jeg faktisk kørte tredje omgang 40 sek. langsommere end 2. og 4. omgang, så der var noget om snakken).

Men jeg skiftede op på den store klinge og fik fart i  cyklen igen. Det skulle vise sig at være en god ide. På en lang stigning (500 meter og 40 højdemeter) kort før mål hentede jeg pludselig nr. 2. Lod ham trække op ad bakken, hvorefter jeg snuppede ham på nedkørslen og gav ham baghjul på de sidste 500 meter inden mål. Så kom i mål som nr. 2., men desværre med 5 min. op til min kollega Hans, der er ret suveræn i vores vintercup.

Det blev til 21,5 km på 1t 25/puls 175 og derudover 1t 5 min. opvarmning (16 km/puls 151) i snevejr i et de smukkeste områder ved Silkeborg. Så kan vist godt tillade mig at kalde det for en træning.