søndag den 12. september 2010

1000 højdemeter.

25 km og 1000 højdemeter. Afviklet på 3 omgange af lidt over 8 km. Det var konceptet bag dette nye mountainbikeløb, som blev afviklet for første gang lørdag d. 11. september. Gl. Rye MTB stod for løbet, og de havde fundet en rigtig hård rute til os.

Løbsområdet var det fantastisk område omkring Sletten, hvor vi fik lov til at kæmpe os op til Udsigten og Lille Knøsen.

Der stillede ca. 150 ryttere til start og Classic Poker var repræsenteret med 4 mand, Erik, Simon, Allan og mig (Martin). Der var ingen tvivl om, at Erik ville være hurtigste mand af os 4 og samtidig køre med om sejren. Men hvordan styrkeforholdet var mellem Simon, Allan og jeg var mere tvivlsomt, så da vi mødtes ved Simon en time før start, gik vi alle sammen straks i gang med at underspille vores form (hvilket er helt normal praksis, når vi skal ud og køre mod hinanden). Men Simon og Allan mente, at jeg var bedst kørende af os tre, så de rottede sig sammen og forsøgte at psyke mig lidt ved at kalde mig tyk....men hvad de ikke vidste var, at det kun gjorde mig mere opsat.

Der var fælles start kl. 11, men for første gang til et mtb løb oplevede jeg, at der var masser af plads i forreste start led. Folk havde rigtig travlt med at komme ned bagved, så måske de var lidt skræmte ved tanken om de 1000 højdemeter. Men Classic Poker lader sig ikke skræmme. Erik var selvfølgelig helt fremme ved de forreste, men Simon, Allan og jeg stod med blandt de første 20.

Da starten fik tog Erik teten og tonsede afsted...og det var de sidste jeg så til ham, inden vi mødtes igen ved mål. Jeg lagde mig på hjul af Simon, da havde trænet et par gange på ruten, så jeg regnede med at kunne hente lidt ved at følge hans spor. Vi kom godt med fra starten og kom ind som nogen af de første på single tracket, så der var god plads på sporet.

Jeg blev bag ved Simon de første par kilometer, men på toppen af en lille stigning trak jeg forbi ham og fik et lille hul på nedkørslen. Derefter handlede det bare om at holde ham bag mig, mens jeg forsøgte at hente ind på de foranliggende. Første omgang gik rigtig godt, og jeg fik hentet et par stykker foran mig, men det var en hård rute og der var ikke mange steder på ruten, hvor man kunne slappe lidt af. Enten gik det op eller ned, så det var så som så med rullestræk.

Da jeg gik ud på anden omgang, havde jeg rigtig gode ben, og jeg hentede stille og roligt ind på de foranliggende. Det lykkedes mig også at hente to yderligere to ryttere på anden omgang, men ved den sidste stigning på anden omgang kunne jeg mærke at krampen begyndte at lure. Så tredje omgang blev ren overlevelse for mig. Jeg lå konstant på grænsen til krampe, og det par gange satte krampen også ind i læggen, men heldigvis på nedkørsler, så jeg fik strukket ud, mens jeg kørte ned ad. Men tempoet kom lidt ned, og jeg blev hentet bag fra af et par stykker, så jeg begyndte at kigge lidt efter Simon - men han kom heldigvis ikke op.

Så jeg var godt tilfreds, da jeg krydsede målstrengen og vidste, at jeg havde slået Simon og Allan. Tiden blev 1t 51 min (17. plads), 2 min. hurtigere end Simon (21. plads) og 12 min. hurtigere end Allan (41. plads). Erik var suverænt hurtigste Classic Poker rytter i tiden 1t og 27 min, hvilket rakte til en samlet 2. plads, 5 min. efter vinderen.

Tak for en fed dag i skoven til arrangørerne. Og tak for kampen til gutterne. Det var sgu en hård omgang, men en gennemsnitspuls på 175.

Og tak til Simon for kolde øl og pølser efter løbet.

/Martin

mandag den 23. august 2010

WCC - West Coast Challange

I weekenden blev WCC afviklet i området omkring Blåvand. Vi stillede til start med to hold. Rikke og Erik kørte i mix, mens Allan, Ebbe og jeg kørte i herrerækken.

Resultatmæssigt gik det rigtig godt. Rikke og Erik blev nr. 2 i mix (5 min. efter nr. 1) og nr. 3 overall. Allan, Ebbe og jeg blev nr. 4 i herrerækken (1t og 26 min efter nr. 1) og nr. 6 overall.

West Coast Challenge burde i år at have heddet Wet Coast Challenge. Det sørgede dels vejrguderne og dels løbsarrangørerne for. Vejrguderne bidrog med et regnskyl af en anden verden lige op til start, hvor alle hold stod klar i midten af ingen ting uden beskyttelse mod vejret. Vi kørte cyklede sted ud mod start kl. 23.45 og kl. 23.45.30 var vi gennemblødte af regnen....så var linjen lagt. Men regnen blev krydret med postplaceringer i moser, grøfter, søer og vadehavet, så det betød ikke al verden at vi også blev våde oppe fra.

Starten gik kl. 24 i midten af øvelsesterrænnet ved Oksbøl, så foran os ventede et langt og hårdt race med i hvert fald 6 timers natorientering, regn og meget våde postplaceringer. Det blev for meget for nogle og i følge arrangørerne, så kastede det første hold håndklædet i ringen kl. 0031 pga. regnen.

WCC adskiller sig fra de andre danske løb ved at løbet køres efter free order, dvs. posterne klippes i valgfri rækkefølge, så det er op til det enkelte hold at ligge sin egen rute ud fra et masterkort. Derfor kørte holdene også i flere forskellige retninger da starten gik kl. 24.

Da starten gik satte Ebbe et hæsblæsende tempo, så vi kom hurtigt afsted ned mod vores første post, som var Blåvand fyr. Vi nåede posten, som nr. 2 efter DareDevils. Fra fyret havde vi besluttet at cykle på stranden videre til vores næste post, men vi tabte et par placeringer, idet Ebbe fik knas med forskifteren, så han ikke længere kunne bruge den store klinge foran. Sur røv, men oksen fra Holstebronx lader sig ikke slå ud af defekt, så vi oksede videre. Men et uheld kommer sjældent alene, så efter at have kæmpet os tilbage frem mod post 3, var jeg så heldig at punktere. Så det blev til et hurtigt slangeskift, men igen mistede vi et par placeringer.

De næste mange timer fik vi kæmpet os gennem mørket og fundet de forskellige poster. Undervejs måtte vi lige ordne endnu en punktering, så vi tog vores del af defekterne på denne tur.

Vi var i forvejen lidt nervøse over vores orienteringsmæssige evner, da nat-o i klitter og øvelsesterrænnet kræver at man holder tungen lige i munden. Det gik ganske fornuftigt, og vi lavede ingen kæmpe bom, men vi havde ingen fornemmelse af, hvor i feltet vi var placeret. Free order konceptet gjorde at man ingen chance havde for at gennemskue, hvor langt de andre hold var kommet på ruten. Derudover var der en valgfri bike n' run, hvor man havde mulighed for at optjene bonusminutter, så den vidste vi heller ikke om de andre hold havde taget.

Vi valgte at springe den over og gennem kræfterne til slutspurten. Det vidste sig at være en god ide for vores vedkommende. For da solen stod op havde vi overskud til at virkelig trække igennem på cyklen vores tempo røg gevaldigt i vejret. Og da vi kom ned på Skallingen, hvor 4 poster skulle klippes ude ved tidevandsrenderne, havde vi også gode ben og fik snuppet de 4 poster i en ganske fornuftigt tid. Det var ellers et sted, hvor mange hold var ved at være trætte og brugte mærkbart mere tid end os.

Vores sidste post var ude ved Langli midt i vadehavet. Det var en post, der spillede flere hold et puds, da man skulle tage højde for tidevandet. Vi fik hentet den i 5-10 cm vand, mens andre måtte kæmpe sig derud med vand op til knæene.

Vi kørte i mål efter 9 timer og 11 minutter. Til vores egen store overraskelse rakte det som nævnt til en 4. plads i herrerækken, så vi er meget tilfredse. Vi fik det optimale ud af vores orienteringsevner og dagsform.

WCC er bestemt et af de bedre danske løb, men det efterlader mig med nogle regelmæssige overvejelser. Mange kunne vælge at stille op som 2- eller 3 mands hold, men man konkurrerede mod hinanden på lige fod. Er det helt rimeligt? 3 mands hold har trods alt en mand mere til at trække og til at lede efter poster i mørket.

Det var også et par hold, der havde tilmeldt sig om to 2 mands hold, men valgte at køre hele løbet sammen som et 4 mands hold. Det var ikke forbudt i følge reglerne at de helt tilfældigt kørte lige hurtigt og tog de præcis samme vejvalg. Men er det rimeligt? Det giver trods alt en stor fordel i forhold til 2 mands holdene, idet man virkelig kan skiftes til at trække og sprede sig meget ud, når posterne lå godt gemt i klitterne eller sivene.

Om det havde indflydelse på resultatlisten....ja, det må være op til den enkelte at vurdere.

/Martin

søndag den 1. august 2010

Thy til lands, til vands og i luften 2010 – Kort Distance…

Thy til lands, til vands og i luften 2010 – Kort Distance…
Vi havde i år kun et hold med på den korte distance – da formen ikke var finpudset. Det skulle da heldigvis vise sig at den korte blev lang nok, og det blev til fine gensyn med noget af DK´s lækreste natur – og et af Danmarks flotteste stednavne – Lort Pøt!
Holdet bestod af Kallestrup, Allan Leed, Michael Filyo og undertegnede. Vi havde god tid fredag aften og havde skaffet indkvartering på en gård 5 km fra Snedsted – så det var ren luksus! Dejligt!

Starten gik for vores vedkommende kl. 7.oo. Et lille by mtbo, hvor den bare skulle have skrald før vi skulle på en lille mtb tur ud til stjerneløbet, som var placeret ved Førby Sø.
Starten gik og vi kom som de første ud til den første varslede flaskehals ved Varmeværket. Posten blev taget og så skulle der trædes hårdt videre. Krasj! Michaels kæde knækker ca. 2 min inde i løbet. Vi får den dog hurtigt fikset og klarer resten af løbet uden problemer. Og så går det videre mod stjernecentrum. Dejligt!

Ved stjernecentrum skal der sejles på surfbræt, padles kano, løbes bike´n run omkring søen og svømmes, samt klatres på tovbane. Det går rimeligt selvom vi aldrig rigtigt får flow i det og smider en del tid på nogle øvelser – og har en punktering på cykelturen ud til tovbanen… knap så dejligt!
Vi forlader stjernecentrum som nummer 7 ca. et kvarter efter første hold. Vi kører nu et par poster mod oløbet og får overhalet et enkelt hold. (De var punkteret). Knap så dejligt for dem... Men dejligt.

Næste opgave er et oløb på et dejligt okort med masser af klitter og bjergfyr! Vi har et enkelt lille bom, men ellers lykkedes oløbet rigtig godt og med bamsetricks af høj kvalitet får vi sat et par hold af. Dejligt!

Efter oløbet er vi nr. 3 ca. 6 min efter holdene foran. Nu ventede en længere tur, hvor vi bl.a. skulle vade en å og krydse Oves Sø med kano og cykler! Et rigtig godt moment! Der var hård blæst på Oves Sø, så den trak alligevel lidt tænder ud – særligt for Allan, som tog turen alene tilbage og blev fanget af vinden og måtte finde en ”nødhavn” flankeret af en svømmende Filyo som kom ham til undsætning! Efter kanoturen var Bukkehaves hold kommet op – så på trods af en krampe hos Allan efter at have siddet i bunden af kanoen blev der trukket i vinden, så vi fik lidt hul. Dejligt!

Lodbjerg fyr var målet. Fra toppen skulle vi med en magnet fiske et masterkort på en metalplade op. Det lykkedes i tredje forsøg og hvor vi igen spildte ligegyldig tid… Vi fik tegnet posterne ind og løb ud i det fantastisk smukke og barske klitterræn, som virkeligt sugede tænder ud! Dejligt!!!

Så skulle vi bare hjem – der var dog heldigvis stadig masser af smuk natur i sigte! Vi skulle selv tegne posterne ind på et GI-kort og på vandreturskort. Vi kunne dog desværre ikke finde det sidste vandreturskort. Så vi måtte klare de sidste poster på GI-kortet. Vi kørte i medvind ud i klitterne og personligt måtte jeg råbe et Yehaa – da der var medvind og fed natur og god mtb på en god fast lyngsti! Dejligt!

Posterne blev ædt og mål nærmede sig. Nu kom vi over på Gi-kortet. Og det gav problemer med de sidste 2 poster, hvor vi i hvert fald smider 20 min. Vi skal finde en sø – vi finder en sø med en ø, hvor jeg svømmer ud. Der er dog ingen post – vi leder langs bredden – ingen post – pis! ØV! Pludselig ser Allan en gul pind ude i en anden sø, hvor der godt nok ikke er noget vand… YES – dejligt! Videre!
Næste post går helt i kludder, da vi tager en forkert vej og leder efter en sø, der ikke er på GI-kortet. Vi er trætte og kan lige pludselig se, at vi har et mega-problem, da vi muligvis har tegnet posten forkert ind på GI-kortet. Heldigvis finder vi en stander med vandretursfoldere. Vi gætter på, hvor posten kan være – og finder den! Dejligt!
Så er det hjem til Snedsted. Her tester vi klatrevæggen fra klatreklubben – og det er sgu godt! Vi klatrer de 50 point. Og Løber en æresrunde med 6 poster, hvor vi lige bliver tvunget op over 4 træmure – tak for den!
Endelig i mål efter godt 11 timer! Dejligt!
Sidste disciplin er et ta-selv bord med tican-pølser, frikadeller, kartoffelsalat, salat, kyllingfilet, grillede pølser, pasta og lige til at slutte af på – isbåd og kage! Dejligt!
TAK til Flemming og alle Thyske hjælpere for et super løb der klappede og hvor vi fik masser af dejlig natur! Der er en grund til at folk bliver ved med at komme til Thy til vands, til lands og i luften! Dejligt!

Det viste sig at det mangelende vandreturskort var på bagsiden af GI-kortet - Dejligt!!!