Asger I Vietnam - giver gas og vinder et bjerg-cross-duathlon!

Classic Poker Goes to Nam!

Så blev det endeligt tid til nye eventyr, jeg er i Vietnam for igennem

6 måneder at arbejde for WWF i Cat Tien Nationalpark, en regnskov

160km nord for Saigon. Så Marselisborg skov er for en tid skiftet ud

med lianer, aber og igler..

Efter igennem et par uger at have trænet i en luftfugtighed der nærmer

sig de 100%, skulle mit første rigtige løb hernede endelig

gennemføres. Løbet havde det noget tvivlsomme navn "Black Virgin

Mountain Race" og blev arrangeret af nogle fine franske adventure

gutter fra Saigon.

Jeg måtte tidligt op (kl.04) da løbet var på grænsen til Cambodia og

starten gik kl. 9 lørdag morgen. Godt spændt kom jeg endelig frem og

så til min overraskelse en fin lille 1000m skovklædt top ligge som

faldet fra himlen midt i et pandekage område.

Løbet bestod af først 25km MTB rundt om bjerget og dernæst løb til

toppen og ned igen af en anden rute. Jeg var ikke i storform, så var

derfor noget spændt på udfaldet, men planen var fuld gas på cyklen fra

start for så at have lidt tid at gå på senere.

Starten gik og jeg fløj af sted, tyk luftfugtighed og varme gjorde dog

hurtigt sit indhug i reserverne et leret underlag trak godt med tænder

ud. Jeg kom fint væk fra feltet og kørte som var det en enkeltstart i

mine gode gamle cykeldage. Totalt smadret kom jeg først ind fra

cyklingen og løb hurtigt ud på løberuten. Franskmændene råbte at jeg

ikke burde satse på at løbe, men pjat den skulle ha hele armen..

Hurtigt blev jeg klogere, i 300meters højde blev jeg pludselig super

dårlig, skulle kaste op, var svimmel og måtte sidde på en sten for at

fokusere. Energi-gel og vand og 2 min hvile så videre. Varmen var nu

ulidelig sikkert 35-40grader og det føltes som om toppen ingen ende

ville tage. Pludselig blev trin til sti og sti til klipper med

håndtag. Stejlt som bare pokker og lianer og træer til at hive sig op

med. Energien kom så småt igen og vandring/klatring var eneste

mulighed. Endelig efter hiv og slid kunne jeg som første løber

små-løbe på toppen (1000m) frem mod nedløbet. Fantastisk følelse

endelig at gi den gas nedad, men den glæde varede ikke længe. Hurtigt

blev lår forvandlet til ukontrollerbare betonklodser hvor kramperne lå

på lur for hvert trin, og de næste 40min var hårde som bare pokker. Få

gange har jeg prøvet at have så ondt i mine lår, men endelig kom jeg

ned på fladen under bjerget og kunne løbe/vralte i mål som vinder.

Helt smadret væltede jeg over målstregen i tiden 2t 45min mens de

forbavsede tilskuere troede at jeg var døden nær. Det tog 20minutter

før jeg kunne rejse mig fra asfalten og yderligere 25 min før

forhåndsfavoritten kom ind som nr.2..

Fedt løb men varmt og hårdt. Her en uge efter er mine ben igen ved at

være normale og klar på nye eventyr.

Mange hilsner til alle fra Vietnam

Asger