Kongeetape, afkortning på grund af sne og en rigtig hård 6. etape

Så har vi igen fået net forbindelse. Siden sidst har vi kørt kongeetape. Det var virkelig en konge etape, både pga. de mange højdemeter, men også fordi vejret var kanon godt, så vi fik virkelig set de fantastiske dolomitter. Vi var overraskende godt kørende på etape og synes selv vi kom ganske fornuftigt igennem. Varmen var hård ved os, men vi formåede at holde et godt tempo af ad stigningerne, selv om den sidste stigning var ved at tage livet af os. Det var lige i middagsheden og der var ingen skygge overhovedet på den nederste del,  så vi følte os nærmest som to stegte kyllinger på grillen. Men det hjalp lidt at komme ind igennem et skov stykke, selvom de så havde gemt en masse små stejle passager derinde. Godt over den sidste lange stigning vidste vi, at det hovedsageligt gik ned af de sidste km, men vi kunne se på profilen, at der kom et par modbakker undervejs. Normalt guf for os, men på den sidste bakke var Hr. Husted ved at smide cyklen ud over kanten – han gad ikke køre op ad mere. Heldigvis var den blide okse fra Holstebronx klar med formildende ord og cyklen blev i sporet. Vi ankom til St. Vigil, som er en super hyggelig og meget gæstfri by. Virkelig et besøg værd.

5. etape, som vi kørte i går var noget af en oplevelse. Vi vågnede til regn, masser af regn, og vejrudsigten lovede regn hele dagen og 2 grader på toppen. Etapen havde to store toppe, hvor af den sidste var på 2400 meter, men så langt nåede vi aldrig.

Det hele startede mere eller mindre lige på op til ca. 2000 meter, hvor vi skulle passere dagens første pas. Det gik fint op ad for os, men vi blev lidt bekymrede, da det begyndte at sne og blev ved med at sne de sidste 200-300 højdemeter op. Vi tænkte ikke så meget over varmen – det er som om, at man ikke har særlig svært ved at holde varmen, når det går op ad hernede…heller ikke selv om det regner. Men nedkørslen var modbydelig. Først i sne, siden i regn. Gennemblødt og på et stenet og løs underlag. Fingrene var så kolde, at vi næsten ikke kunne mærke dem og vi rystede af kulde, da vi nåede bunden og første maddepot efter 25. (Note til os selv: Husk skoovertræk næste gang). Her fik vi at vide at etapen blev stoppet ved  anden maddepot efter 48 km, idet passet i 2400 meter var lukket pga. sne. Det var lidt af et antiklimaks, men vi gav den fuld gas og forsøgte at holde på, nu hvor vi kun manglede 23 km. Det gik okay og vi kørte os ind på en 72. plads i herrerækken på lige under 3 timer, så det var absolut godkendt. Så stod vi andet maddepot, gennemblødte og kolde. Så var der ikke andet at gøre end at cykle 350 højdemeter over passet i 2100 meter og herefter tage en nedkørsel på 20 km ned til målbyen. En meget kold tur på 25 km.

I dag ventede 73 km og 3200 højdemeter fordelt på 11 små toppe. Det var en vanvittig hård etape for os, og det kom til at handle om rent damage control. Vi var begge godt slidte og havde ikke meget krudt at skyde med på stigningerne, men vi kom fornuftigt igennem. Vejret var sol fra en skyfri himmel og landskabet var helt fantastisk. Samtidig gik ruten via de fedeste vandrestier og singletrack flere steder, så det var helt genialt. Derudover var det et par rigtig hardcore nedkørsler undervejs, og der var en hel del, der styrtede på dem. Ebbe var også ned og ligge en enkelt gang, men han holdt heldigvis næsten helt stille, der cyklen stillede sig på tværs i sporet.

Vi fik reddet os selv igennem, som nr. 86 i herrerækken og er nu rykket frem, som samlet nr. 79 i herrerækken og 129 overall. Så vi er godt tilfreds.

I morgen venter 122 km, som hovedsageligt går ned ad. 2500 højdemeter op og næsten 4000 ned ad….det bliver spas, selv om det er en 25 km lang stigning på midten.