”Det er da sundere end at sidde på en bar og ryge hash”

Det var hvad Kirsten – sekretær og ”mor” på Stadsarkitektens Kontor i Randers, hvor jeg pt. sidder i virksomheds praktik som arkitekt – sagde, da det gik op for hende hvad jeg EGENTLIG gik og lavede i min fritid.

Om ovenstående også gælder for weekendens løb WAR – Winter Adventure Challenge – er jeg ikke helt sikker på. Måske kan oplevelsen alligevel sammenlignes. Ved flere lejligheder kunne jeg ikke mærke mine hænder og fødder og min tale blev lidt usammenhængende og søvn fik vi ikke meget af... tjoo, egentlig kunne jeg lige så godt have siddet på en bar og røget hash...

Jeg hentede Bjarke på Sorø Station kvart over tre, efter at have taget turen fra Århus. Bjarke kom direkte fra langrendsferie i Norge – forberedende kuldetræning...
Vi gate crashede Sorøhallens omklædningsrum 2 og gjorde den gode gamle ”hvor-lang-tid-tager-det-to-piger-at-klæde-sig-på-til-fest-joke” til skamme. Det tager i hvert fald to drenge omkring en time at klæde sig på til vinter adventure race. Vi fik helt styr på både mad-, tøj-, og overnatningsstrategi – for fanden, det er jo bare 2x6 timer...

Op til starten i Holberg Arkaden midt i Sorø, var der god stemning blandt de 15 hold, som alle så ud til at være klar til den danske vinter... En kort instruktion og starten gik på 16 km o-løb. Strategien med bare at være med i frontgruppen, skulle snart vise sig at være svær at overholde. De første 4km var rent løb og det var der bare nogen der kunne gøre hurtigere end os. Heldigvis blev det snart til rigtigt orienteringsløb og selvom man ikke længere som orienteringsløber kan tage patent på at kunne orientere i dansk adventure racing, så fik vi lov at føre feltet, som bestod af tre hold an.

Vi kunne ikke løbe fra dem, det var helt klart, men da vi stod overfor et højre eller venstre vejvalg og egentlig havde startet på det venstre, tog jeg en beslutning og hev Bjarke med tilbage og ind gennem et krat langs en gammel indhegning. Det lignede en gedigen fejlbeslutning, men snart løsnede krattet sig og vi kunne følge et stendige, næsten 500m, lige ind i posten. Der var ingen spor i sneen – altså var vi forrest.
Det holdt så et par kilometer, indtil vi igen skulle 4-5km derudaf på asfalt. Roadrunners med Dennis Lisbygd og Janus Høhne hentede og satte os så let som ingenting og vi måtte sætte vores lid til MTB-etapen...

Løbeturen endte ved det gamle siloanlæg i Sorø og efter en 30-40meter rapelling var det på cyklerne. Vi havde ikke sprængt tidsplanen nævneværdigt, så 3 timers MTB skulle vi da nok lige kunne klare... Vi kunne hurtigt se at det ville blive lidt af en kriger-etape. Posterne lå i alle hjørner af de fire kort og skovstierne var stort set umulige at cykle på. Tempoet var mildest talt lavt. Da vi samtidig ikke kunne finde toeren og løb rundt efter den i 20 min. og blev hentet at de hold vi lige havde sat, var stemningen ikke helt god. Jeg greb telefonen og ringede til løbsledelsen... da vi alligevel fandt posten og jeg skammeligt måtte erkende at det blot var kortet der var dårligt og ikke posten der stod forkert. Pinligt. Så var vi tre hold samlet igen og dødskampen i 25cm sne med cykler fortsatte. Vi begyndte at forstå at det ville blive en RIGTIG lang nat og vores vand var allerede frosset til is...
Vi fik relativt let hul til de to andre hold og klippede post 3 alene. Strategien var klar – store udenomsvejvalg på asfalt! Vi kørte tilbage ind gennem Sorø og satte kursen østpå – op imod vinden. Efter få kilometer gik min lampe så ud... ikke optimalt... faktisk langt fra optimalt...noget nær en katastrofe... Da Bjarke stadig mente at det var bedst at jeg tog mig af orienteringen, besluttede vi at flytte Bjarkes batteri over på mig. Vi vidste dog at Bjarkes batteri ikke var helt opladet, så vi måtte tænke lidt kreativt og spare på strømmen. Vi fik overbevist os selv om at det faktisk var en fordel at køre helt uden lys, fordi man så ikke ville bekymre sig så meget om at ligge og zigzagge mellem snedriverne, men bare kørte lige på og igennem dem. Det skabte nogen ganske interessante situationer, hvor man kom med 30-35 km/t ned ad en bakke og ind i 40-50 cm sne. Heldigvis er det blødt at lande i...
Med lidt hjælp fra månen, et par gadelamper og korthusk fandt vi en rytme, hvor vi var klar på at det kunne gå hen og tage hele natten det her... Vi morede os med at gå og gætte på hvad klokken mon var, mens vi skiftevis cyklede et par meter og gik et par...
Det sværeste at håndtere var uvisheden om forholdene. Man kunne udse sig et godt stykke på asfalt, for så at opdage at det var helt umuligt at cykle. På de åbne passager blev man hurtigt faretruende kold pga. den stride blæst, men på stykkerne med dyb sne og læ, fik man varmen igen af at gå i sne til knæene og slæbe på cyklen...
Der var en lang kamp, men med lidt hjælp fra de lokale der ”læige kuånne furklarre os veien fra Haavebuy te Kneistei” blev det faktisk til en hyggelig ekspedition og den sidste halvdel føltes væsentligt kortere end den første. Da vi endelig nåede Gerlev kl. 3 blev vi lige sendt på en lille kurve-definitionsjagt, rundt på højskolens område. ”Det kan nok gøres på et kvarter” sagde hjælperne... Right! - med Starship Enterprise på en varm solrig eftermiddag med tyngdeloven ophævet måske. Vi havde 9 timer i benene, 10 kg på ryggen og frøs ad helvede til... Vi joggede rundt i jævnt tempo på 35 min. Kl. 3.44 var vi i mål fra første etape. To frosne dunke med is på min cykel fortalte mig at jeg kun havde indtaget omkring 1½ liter vand i løbet af de sidste 9 timer, så jeg gik amok på termokanderne med varm saft.
Der var lige tid til at par boller med tunsalat, før teltet skulle rejses og vi lige kunne nå... 45 min. i sækken. Til at slå telt op ville vi lige tænde lyset som vi jo havde sparet på hele turen. Det holdt 2 minutter og vi forstod for alvor hvor heldige vi havde været... Vi havde prioriteret komforten, og 2x2 kg dun holdt os begge komfortabelt varme, men tre kvarter er ikke længe at sove...

Da vi stod op og kom i de våde og en anelse!!! kolde sko, var Per og Emil, Team keep-going.dk og Roadrunners/keep-going.dk med Bjørn A. og Pernilla ankommet. Per og Emil droppede campingferien og gik direkte ud på 2. etape, mens Bjørn og Pernilla valgte et par timer i teltet og dermed at starte for sent på andendagen. Mens vi stod der og gjorde klar til start kom Dennis og Janus, som havde taget en slapper i en lade ude på ruten, ind. De kunne ligesom Per og Emil, gå direkte ud på dag to... I alt var vi altså kun fire hold med i konkurrencen om at gennemføre hele ruten og yderligere fire hold var stadig i konkurrencen – syv havde valgt at stoppe.
Vi var altså de første ude af døren om morgenen kl. 7 og det var mørkt og vi havde intet lys. Den første ½-1 time klarede vi på korthusk og med hjælp fra en gadelygte i Gerlev.
Post 1 var bemandet idet Kaare lige stod og vejrede stemningen hos de passerende hold. Vi var godt tilfredse idet småvejene var blevet ryddet i løbet at den tidlige morgen og tempoet derfor var noget højere end dagen før. Da vi samtidig satte kursen sydover og havde 10 sekundmeter vind i ryggen, gik det pludselig stærkt. Dagens etape var afkortet pga. forholdene, så nu skulle vi bare hjem...
Selvfølgelig var det ikke så enkelt, for cykler man mod syd, må man givet vis senere cykle mod nord og det skulle vi selvfølgelig også. Pga. udmattelse havde kroppen svært ved at arbejde sig til varmen og i Skelby besluttede vi at besøge købmanden for at lave et måltid mad. Heldigvis var forretningen bestyret af et par utroligt flinke unge mennesker og vi fik lov til at nyde vores stående taffel på Frisko-fryseren. I den tid vi stod der var der ingen der kom og købte en Kæmpelæske...
Vi slæbte jo stadig rundt på trangia-gryde, gasblus, 2xtrekkingmåltid og havregryn, fordi vi havde faldet for de lækre tunsalatboller... En gang kartoffelmos mit rindfleisch gjorde godt og på trods af den halve times pause, så vi ikke tegn på at Per og Emil havde overhalet os. Men det havde Dennis og Janus - det 4. hold i konkurrencen. De havde dog valgt at skære af på dagens etape og var dermed ude af konkurrencen.
Den sidste del af MTB-ruten bød på en del bakker omkring Tuelsø og da vi endelig endte i Topshøj Skov var vi godt smadrede i benene. Her skulle vi lige klatre, først i et klassisk gymnastiksalstov og derefter i et rebnet, før vi kunne lade os fire ned på den anden side af vores makker. Så var der bare 17,6 km o-løb hjem... Piece of cake!

Det var ubetinget det længste orienteringsløb jeg nogensinde har løbet. Det var det selvfølgelig ikke, men det føltes sådan. Der var sne til knæene HELE FUCKING VEJEN og løbe, var noget man gjorde hundrede meter ad gangen, når der endelig var en kort passage på en større grusvej.
Vi gik ud på løbet ved 12-tiden og begyndte seriøst at overveje om vi kunne nå det inden tidsgrænsen kl. 16.48. Efter hånden som vi kom rundt kunne vi dog se at det nok skulle gå. Efter de sidste hårde 5-6km, som faktisk var på pænt underlag, kunne vi løbe ind gennem Holberg Arkaden i Sorø og modtage vores flotte 1.-præmie-rosetter. 18 timer og 52 min. Nogenlunde det dobbelte af hvad vi havde regnet med 24 timer tidligere, da vi stod og pakkede taskerne.

Der er mange der har spurgt hvorfor løbet ikke blev aflyst. Jeg syntes af Kaare og de mange glade og kompetente hjælpere fortjener stor ros for netop ikke at aflyse og i øvrigt for et super godt arrangement med o-løb af høj kvalitet, SportIdent-registrering, fede klatre-momenter og varieret MTB samt ikke mindst skiftezoner med varmt vand og frugt og energi. Sorø WAR er et eksempel på AR når det er aller mest barsk og uforudsigeligt. Om det så er godt eller skidt er op til den enkelte at dømme, men vinter-AR er en disciplin helt for sig selv...

/Erik